onsdag den 25. januar 2012

Vitaminpilleindustri - I kan bare sende mig en check som tak for dette indlæg

Nu har der efterhånden været en del historier i pressen omkring praktiserende læger, der er i lommen på industrien. Det debatteres også, hvorfor de bliver udvalgt til at repræsentere lige netop det præparat de fremhæver.

Nu er jeg jo overhovedet ikke bedre end den lægefaglige verden - eneste forskel er nok, at jeg ikke behøver komme med alenlange udenomsforklaring på, hvorfor jeg er til fals og hvad jeg får ud af det.

Lad os derfor ikke dvæle ved det åbenlyse, men i stedet for overveje, hvorfor det netop var os, der fik en kasse med bl.a. vitaminpiller fra Livol og Pikasol? Det mest indlysende er jo selvfølgelig bloggen her, men jeg mistænker en af vores arbejdspladser for at have lavet opsøgende arbejde for at minimere vores forbrug af barnets 1(00). sygedag. Snitches.

Jeg har egentlig aldrig været særlig vild med vitaminpiller og i teorien burde grønsager være nok i sig selv, men i praksis kan de par gulerods- og agurkestave vi som regel kan svinge os op til som supplement til spaghettien og kødsovsen, nok ikke helt dække vores samlede behov. Og jeg er efterhånden mindst ligeså træt af selv at være syg og energiforladt, som jeg er at høre om håndbold (ja, sorry, jeg kan slet ikke komme op at ringe over det), så nu har jeg indledt et korstog, hvor har planer om at afprøve alt vitaminindustrien har at tilbyde trængte børnefamilier. Jeg håber i det mindste på en placebo-effekt.

Der er ikke noget hokus pokus eller kernesund familie over det vi får. Alle får en multivitamin, et par kapsler med fiskeolie og som nyeste skud på stammen har jeg købt noget kaldet Biogaia, som jeg håber på, er det nye wonderdrug. Biogaia er "probiotiske mælkesyrebakterier", som eftersigende skulle være særlig nyttige for vores sundhed, og anbefales også til spædbørn med kolik og problemer med fordøjelsen.

Måske er der nogen af jer, der kan huske, at man for et par år siden, kunne købe nogle vitaminpiller fra Multi-Tabs til børn mellem 1-10 år, der hed Immuno 2i1, som også også indholdt disse mælkesyrebakterier (man kan også købe dem nu, men kun til store børn og voksne). De var lidt dyre, men fordi vi fik dem anbefalet af en af mine veninder forsøgte vi - for hvem vil ikke gerne have et rask barn (dengang var det kun Miriam, der var gammel nok til vitaminpiller. Med tre børn ville det have været et større indhug i vores budget). Det er sikkert hokus pokus og penge ud i ingenting, men hun var vitterligt ikke syg ret ofte, så for mig var vitaminerne den hellige gral. Derfor var min underkæbe også bævrende da, apoteket kunne melde at de var udgået af produktion. WTF!??? Det kan man da ikke. Vi var jo nogen, der er afhængige!

Men altså, nu forsøger jeg mig med en lignende cocktail og jeg håber, at vi om føje uger springer rundt som forårskåde økokøer, der lige er kommet på græs - også selvom det fryser 100 grader og sneen garanteret snart vælter ned lige hvor man troede man slap og de første erantis allerede er dukket op haven.

Jeg tror helt sikkert også, vi alle mangler D-vitamin. Charterbranche - any takers på en familie på fem? Nå ikke, så lægger jeg også bare mine penge på apoteket i stedet. Er sikker på at de får overskud på grund af det.

fredag den 20. januar 2012

Krumspring og spandex. Klumme i Århus Stiftstidende


Da jeg var barn, gik jeg til gymnastik i den lokale gymnastikforening om vinteren. Det bedste ved det var, når foråret nærmede sig. For samtidig med at temperaturen steg, gjorde vores forventninger det også. Foråret var nemlig lig med, at det snart var opvisningstid og en kilde til nærmest åndeløs spændende var, når årets gymnastikdragt blev afsløret.

Når jeg kigger i familiealbummet, kan jeg godt have lidt svært ved at forstå, hvorfor vi var helt elektriske ved udsigten til tætsiddende dragte i pangfarver og striber på kryds og tværs. Men når vi stod på gangen uden for den gamle gymnastiksal og ventede på at gruppe efter gruppe i lycra, polyester og spandex skulle spankulerede ind på rad og række til lyden af tidens børnepophits, så var der næsten ingen større lykke.

Miriam, vores ældste er ikke gammel nok til at gå til gymnastik selv. Men siden hun var halvandet, har vi haft hende med på et hold for tumlinge i den lokale gymnastiksal, hvis lugt sender en på øjeblikkelig tur ned af ”memory lane”. Til at begynde med var det en times tid i weekenden, og senere blev det i forlængelse af en lang dag i børnehave. Det var ikke altid, tidspunktet var optimalt. Hun blev hurtigt træt og brugte den sidste halvdel af tiden på at råbe og skrige og insistere på overhovedet ikke at være til gymnastik, mens jeg blev forpustet af alverdens krumspring, for at få hende til at blive glad igen.

I denne sæson er vi begyndt på et hold, hvor den ene forælder, deltager sammen med barnet. Når det bliver forår, skal vi deltage i den lokale opvisning. Der er ikke nogen koreografi, i det vi laver, men børnene er ellevilde fra start til slut. Hende, der har holdet, må føle sig som en loppecirkusdirektør, når hun forsøger at få forældre og børn til at lytte og lave forskellige opgaver. Vi griner meget, men jeg tror, det er fordi, at alle voksne har fortrængt, at vi på et tidspunkt skal marchere i procession ind i den større gymnastikhal til lyden af nutidens populære børnemusik. Miriam, glæder sig til gengæld som kun et lille barn kan, og er allerede begyndt at invitere det meste af familien til dette brag af en… øh…  oplevelse.

Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, hvad vi skal kunne bidrage med udover børn, der kan nå et toneleje, der ville få flagermus til at tabe underkæben af beundring. En formildende omstændighed er dog, at vi ”vist bare” skal have en farvet t-shirt på udover tøjet. Jeg ville også have været nødt til at finde på en kreativ undskyldning, hvis planen var, at vi skulle skrue os ned i en glinsende spandexdragt, som jeg husker, at de fleste mødre gladeligt gjorde dengang i 80erne, hvor jeg trådte mine gymnastiksko (da Kasper læste den her klumme inden jeg sendte den afsted, sagde han med vantro i stemmen: "Gjorde din mor også det?").

Dragt eller ej, er jeg dog sikker på, at mit moderhjerte vil svulme, når mit barn står forventningsfuld foran indgangen til gymnastiksalen og glæder sig til at vise netop det, hun har lært.

Top 3 over aktive ting, man kan lave med sine børn i weekenderne
1.    ”Familietons” hver lørdag og søndag i DGI-Huset i Århus, hvor man kan boltre sig i springhallen.
2. Søndagsræs i Springcenter Århus. Et sandt paradis for hoppe og klatreglade børn i alle aldre.
3. Tag en tur til en af de mange gode strande omkring Aarhus. Vand og sand er sjovt i al slags vejr.

torsdag den 12. januar 2012

Jeg tør jo næsten ikke sige det højt...

... men status er faktisk, at den eneste, der har haft sygedage i de 12 dage som 2012 har budt på, er undertegnede. Alle tre piger render rundt og ligner glansbilleder af rødkindede, tykmavede glade puttier (OK Nemesis, nu ved jeg godt, at du hamrer os tilbage til stenalderen, fordi jeg tillod mig at skrive det).

I weekenden var vi faktisk så tilpas overskudsramte, at vi valgte at pakke familieslæden og drage mod ARoS. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været derinde? Inden vi tog afsted, fik Kasper mig til at rode alle vores mapper igennem, for at lede efter et gavekort, han en gang havde fået til museet. Da jeg fandt det var det nærmest printet på papyrus, og udstedelsesåret var 2005. Så altså, mit sidste besøg var lang tid før da.

Anyways. Carportognoia, hævder at Lykken findes på toppen af Aros. Eftersom jeg synes c&n lyder til at være en meget klog dame (undskyld, der fik jeg dig lige til at lyde som en på 55+, hva´?), så måtte jeg jo hellere liiiige se, om det nu også kunne passe.

Jeg kan faktisk ligeså godt stoppe mit indlæg nu, for ja, lykken findes på toppen af ARoS (hvorfor staver de det egentlig sådan? Måske er det bare en uskreven lov, at man staver ord pudsigt i Århus. Som fx Aarhus). Nærmere betegnet det nye regnbuepanorama af Olafur Eliasson. Ja, det ligner lidt, at museet har fået en stor nærmest selvlysende ring på, ala dem som jeg mindes, jeg smykkede mig med, dengang i mine yngre dage, hvor dagene blev tilbragt med at dykke, og nætterne med at hænge ud på thailandske strande og danse halvberuset i vandkanten til Buddha Bar.

Måske er det derfor, jeg har været så draget mod ARoS. For det er ihvertfald ikke fordi jeg er med på kunstmoden. Ved faktisk slet ikke hvem ham Eliasson er, men han kan godt lide lys. Og derfor kan jeg kan godt lide Eliasson. Eller ihvertfald regnbuen. Og det kunne mine unger også. Så vi spænede rundt som hamstre i et hjul og nød de skiftende farver og den skiftende udsigt. Og jeg blev helt forelsket igen. Både i mine børn, som synes, det var et kæmpe hit at kunne løbe rundt højt over tagene - og i byen.

Double Trouble i et sjældent roligt øjeblik. Et af de fire (4!)
tvillingepar jeg spottede på ARoS, mens vi var der. 

I den regnbue glemmer og tilgiver man, at visse dele af Århus nærmest permanent lugter af tis, foderstof og rådden tang - og at Århus i virkeligheden nu er Aarhus - fremskridtets wienerbrød. Men deroppe, højt over tagtoppene med udsigt over havnen, botanisk have og min gamle karré, der var det svært ikke at blive en lille smule nyforelsket i byen.

Jeg er tydeligvis ikke den eneste med en god (stor) røv... 
Resten af museet så vi kun fra trapperne og elevatoren, men det var da også jævnt spændende.

Men er du i Århus og har du tiden til det, så tag forbi. Det er smukt - og jeg kan kun forestille mig, hvor smukt det er, når mørket falder på.

lørdag den 7. januar 2012

Er I ved at have fået nok nytår nu?

Der gik lige pludselig arbejde i den lige efter nytår, med deadlines og børn der skulle hentes inden institutionen lukkede, men hvis jeg ikke får skrevet dette indlæg nu, så er jeg nødt til at vente endnu et år - og så ser det forhåbentlig helt anderledes ud.

Der er et eller andet over nytår, som jeg er en sucker for. Det er ikke fordi, jeg er sådan en, der står og klamrer mig om halsen på de folk, der er så uheldige at holde nytår sammen med min, mens jeg gnider min foundation og løbende mascara ind i kraven på deres skjorte. Jeg er bare vildt fascineret af tanken om en kollektiv ny begyndelse. Det der med, at alle, uanset om vi vil det eller ej, tager hul på noget nyt. Som når man nærmer sig slutnigen af en bog, hvad enten den har en læseoplevelse ud over det sædvanlige eller noget man efterfølgende vil bruge til at løfte hovedgærdet på en af ungernes senge med.  Det er altid spændende, hvad det nye bringer - også selvom virkeligheden nok har lidt svært ved at stå mål med forventningen.

Selvom jeg elsker nytår, så har jeg aldrig nogen nytårsfortsæt for mig selv. Jeg kender vel efterhånden mig selv godt nok til at vide, at deres er større sandsynlighed for at der bliver fred i Mellemøsten, end at jeg får mig en stram røv, slipper sukkertrangen eller får løbet den halvmarathon (sorry Øglemor, jeg er en svækling)

Men det betyder jo ikke, at jeg ikke har nogle nytårsønsker. Nej nej, jeg vælger bare nogle, som jeg ikke selv er herre over, ala at mine børn ikke bliver syge, at vi får sol og sommer fra maj til september, sne til jul og at jeg vinder i Lotto. 

Det smarte med nytårsønsker som disse er, at så kan jeg altid trække på skulderen,  når jeg får 18. gang på en måned er hjemme med syge børn, det pisser ned hele juli og banken ringer, fordi vi nærmer os loftet for vores overtræk (ej, det er gas mor (og mormor), det sker altså ikke).

På en eller anden måde er det faktisk lykkes os at klare os igennem den første uge af 2012 uden syge børn. Og hvis bare den del af mine nytårsønsker kommer til at blive marginalt bedre end sidste år, så er jeg fandeme en happy camper.



fredag den 6. januar 2012

Nytår uden tømmermænd. Klumme i Århus Stiftstidende.


Det er vist ikke denne nytårsaften ikke går over i historien, som den mest begivenhedsrige i mit liv. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at vordende forældre, ville løbe skrigende væk, hvis de så, hvad der måske var i vente.

Vi fejrede sammen med et hold venner, der har jævnaldrene børn. Det er sådan et venskab, der opstod, fordi vores børn havde lært hinanden at kende i vuggestuen og allerede tidligt havde et tæt bånd. Og er der noget, der skaber tætte bånd mellem mennesker, så er det sammen at ih’e og åh’e over egne børn, der leger godt sammen.

Nytårsmenuen var noget så børnevenligt og nemt som tunmousse til forret, oksekød med bagte kartofler til hovedret og is til dessert. Planen var at få en drink til dronningens nytårstale, spise forret, og hovedret sammen, putte de tre yngste, spise dessert, putte de to ældste. Når børnene var puttet kunne vi så feste, og for en gangs skyld ikke bekymre os om morgenfriske børn.

Lad mig også bare sige, at den plan vi havde haft for afviklingen af aftenen kom ikke til at holde stik. Overhovedet.

Vi var vist nogenlunde klar til nytårstalen. Vinen var skænket og forretten klar til servering. Men så begyndte de yngste at græde, der var en ovn der bippede, kød der skulle tjekkes og de store fór rundt mellem os. Vi gav de mindste noget at spise, for at få ro til nytårstalen. Jeg så vist et par minutter af den, før jeg måtte ind og tørre tunmousse op fra gulvet. Da talen var overstået satte vi os til bordet. De store var færdige på et øjeblik, og ville gerne lege videre. De små var også mætte og viste ikke tegn på at kunne holde koncentrationen til efter hovedretten. Så i stedet for oksekødet og kartofler, kom der dessert på bordet.

Og mens I andre sikkert nød udsøgte menuer, kastede vi lidt med knaldperler, futtede et par raketter af og puttede så de mindste. Vores hovedret kom på bordet omkring kl. 22, hvor de store børn også var gået omkuld. Indrømmet. Det var lidt svært at banke en fest op på det grundlag, men kødet var på magisk vis stadig saftigt, vinen god, og stemningen var løftet ved udsigten til at holde en lille fest.

Da rådhusklokkerne bimlede sprang vi fra sofaen, krammede, skålede og ønskede hinanden godt nytår. Omkring os eksploderede byen i fyrværkeri, men da det vildeste, vi havde, var knaldperler, kiggede vi på indefra.

Et kvarter inde i 2012 vågnede Rosa, vores ene tvillingepige på halvandet, og nægtede at lægge sig til at sove igen. Og så var den voksenfest ligesom død. Den første time forsøgte min mand at få hende til at falde i søvn, derefter tog jeg en tørn. Men efter to timer på en halvflad luftmadras med en vågen tumling, var de sidste bobler helt ude af vores blod. Nedenunder gik den begyndende fest mere og mere død, og da klokken var halv tre, sov hele huset tungt.

De første børn vågnede kl. halv otte og var friske som altid. Også Rosa, der ellers havde været den eneste af os, der festede til langt ud på natten.

Det er vist indlysende, at det ikke var den aften, vi havde planlagt efter. Men mens I andre sikkert forbandede jeres overmod om natten væk, var vi overraskende friske på årets første dag. Så jeg vælger at tro, at der er lidt retfærdighed til.

Godt nytår!

Top tre over mine nytårsønsker for 2012
1. Raske børn
2. Raske børn
3. Raske børn.

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...