Her går det skidt - send raske børn

Har været ude at løbe for første gang i flere måneder. Var ganske godt tilfreds med min bedrift - indtil hele kroppen pludselig begyndte at klø og øjnene hævede op, så jeg mindede mistænkeligt om Mikkel Kessler efter et nederlag (han har da tabt engang ikke?). Fik fat i en flinker vagtlæge, som desværre ikke mente, jeg var allergisk over for motion, men i stedet havde fået nældefeber forårsaget af løb i frostgrader.

Nå, men hvis du ikke lige kiggede forbi, for at få en anekdote om mit mislykkede motionsforsøg, og i stedet undrer dig over, hvorfor jeg skriver sådan nogle lange, ubrudte sætninger jeg er så herreringe til at få lagt nogle indlæg på min blog her i 2013, så kan jeg da underholde lidt med, at vi i dag har afholdt vores tolvte (ja, ikke fordi jeg er sådan en der tæller...) sygedag med vores børn. Jovist, flere af dagene har da været weekendage, men siden fredag i forrige uge har vi haft syge børn på samme tid og på skift alle dage. I begyndelsen var jeg meget overskudsagtig. Især da der var rå mængder af opkast involveret. Det er jo synd - også for os, hvis man ikke når at fange det, inden det lander i hovedet på en, når de - af medlidenhed - får lov til at sove i vores seng. Det overskud forsvandt sammen med opkast-på-tid. Da det gik over i feberklynk som vel egentlig har sin berettigelse... og jeg-vågner-1000-gange-om-natten-fordi-du-skal-hente-min-sut begyndte sure-løg-mor at indfinde sig en lille smule.

Hende kan jeg ikke så godt lide. Men aftalen herhjemme er, at det der hvæses ud mellem sammenbidte tænder i nattens mulm og mørke tæller ikke i slå-mig-selv-i-hovedet-for-der-opførte-jeg-mig-som-en-treårig-på-den-toårige-regnskabet. Men hånden hjertet. Hvis I vil torturere mig, så skal I bare klynke non-stop - og ellers bare vække mig for at få en sut en ti gange på en nat.

Er meget taknemmelig for en fleksibel arbejdsplads, hvor folk stadig hilser på mig, selvom jeg er hende, der kaster sig ind på kontoret og spilder kaffe hele vejen ned af gangen, når jeg i turbotempo forsøger både at nå det hele og at få noget flydende energi hældt på de svindende depoter. Vi får det til at hænge sammen med elastikker og hæfteklemmer og lange aftener i sofaen med hver vores hvæsende computer på skødet, mens vi løber i pendulfart mellem børneværelser og håber på, at et host ikke ender i opkast. Og at temperaturmåleren ikke igen viser noget med 8 eller 9.

Jeg er faktisk begyndt at opgive håbet om, at de nogensinde bliver sådan rigtig raske igen. Et hurtigt vue ned over mit arkiv afslører da også, at januar bare ikke lige er vores måned - sådan generelt... (2012/2011)

What to do?

Vi har altså haft dem. De der glade, raske børn. Give 'em back!