Vild med fitness - og noget om at være motorisk udfordret

Klumme i Århus Stiftstidende, fredag d. 1. marts 2013

Vild med fitness

Hvis du har læst nogle af mine blogindlæg her i avisen over de sidste par år, kan du måske huske, at jeg har haft mere end ualmindeligt svært ved at finde motivationen til at komme i form, efter jeg har fået børn.

Mens vi har haft helt små børn, har jeg hele tiden haft den undskyldning, at jeg havde nok at se til derhjemme – og i øvrigt var så smadret, når de alle tre var puttet, at jeg bare smeltede sammen med sofaen og lod løbesko, være løbesko. Det eneste jeg har trænet ihærdigt de sidste fem år er mine armmuskler, der dels har hjulpet med at løfte børn, dels har sørget for at mange kilo slik og chokolade har fundet vej til min mave i timerne efter pigerne er puttet.

Vores ældste datter, Miriam på fem, og vores tvillingepiger Clara og Rosa, der bliver tre om et par måneder er efterhånden så selvhjulpne, at jeg godt kunne se, at der kun var de dårlige undskyldninger tilbage for ikke at forsøge at komme i form.

Eftersom Frøken Tø endnu ikke har gjort kur til Snemand Frost, så lokker stierne mig overhovedet ikke til en løbetur. I stedet er jeg tyet til en ”gammel kending” i mit liv, som jeg ikke har besøgt i mange år.

Jeg har nemlig taget tyren ved hornene og har meldt mig ind i et fitnesscenter.  Sådan et med fast månedlig abonnement til og et hav af veltrænede og tatoverede mennesker i. Til at begynde med, har jeg sat barren lavt. Hvis jeg bare kommer af sted én gang i ugen er jeg godt tilfreds. Alt derover er et skulderklap til mig selv. Mit håb er selvfølgelig at dette er et lille skridt imod at få mere energi og overskud i hverdagen, så turen fra sofaen ud til løbeskoene ikke længere føles som en uoverkommelig opgave.

Indtil videre har jeg kun benyttet mig af holdtræning i det center, jeg besøger. Senest forsøgte jeg mig med et  Zumba-hold. Til dig, der ikke kender Zumba, så er det en træningsform, der er baseret på latinamerikanske rytmer og dansetrin, der er blevet meget populær blandt især kvinder i alle aldre.

I behøver bare kaste et blik på mit billede for at se, at det eneste ”latino”, der er over mig, er en hårfarve, der hvert år bliver en halv tone mørkere af sig selv. Mine bevægelser er heller ikke på nogen måde vuggende og latinoagtige. Faktisk kvier min over- og underkrop sig ved at bevæge sig på samme tid, hvilket gør sådan en Zumba-time til en relativt udfordrende opgave. Er I fx klar over, hvor svært det er at få bagdelen til at ryste og hofterne til at rotere på samme tid, mens armene også skal bevæges op og ned? Lad mig bare sige, at jeg følte mig som en kvindelig udgave af cykelrytteren Michael Rasmussen i Vild med Dans.

Men uanset hvor ukoordineret og fjollet jeg sikkert så ud, gik jeg fra timen med sved på panden, et smil på læben og en lidt større tro på, at jeg måske kan bryde med mit lidt for kærlige forhold til sofaen. Det i sig selv er alle pengene værd.

God weekend!