Forår i haven

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 5. april 2013

Vi har de sidste mange måneder slæbt os en pukkel til, når våde flyverdragter, sko og vanter fra tre små børn, skulle slæbes frem og tilbage mellem hjem og institution. Selv vores børn, der ellers er de evige optimister, når der kommer til sne, er ved at have fået nok af at kælke og spise sne. Vores ældste datter, Miriam på fem, spurgte med vantro i stemmen: ”Åh nej mor, holder det aldrig op?”, da vinteren gjorde et bidende comeback i midten af marts.

Selv hungrer jeg efter at lyset, farverne, varmen og duftene vender tilbage. Ud med sne og kulde, og ind med trængsel i havecentrene og på cykelstierne. Mest af alt glæder jeg mig til at se vores have gå fra braklagt og brun til frodig og farverig.

Før jeg blev husejer, rystede jeg opgivende på hovedet af venner og familie med have. Tænk sig frivilligt at bruge timevis på at rode i jord. Og det virkede som om, det eneste de gjorde var, at bekymre sig om mængden af mos i deres græsplæner og højden på hækken ind til naboen.

Det første år vi boede i vores hus, var min begejstring for haven også til at overse. Det var dejligt at sidde derude med sin kaffe, men den kunne være groet til om ørerne på mig, og jeg havde ikke løftet et øjenbryn. Jeg nød bare, at jeg kunne gå fra stuen og ud på terrassen sammen med vores ældste datter, Miriam, der dengang kun var et halvt år.

Anderledes var det med min mand, der brugte hele sommeren på at fjerne en gammel havedam og på at fælde træer og genstridige buske med indædt beslutsomhed. Han brugte flere uger i en episk kamp med særligt én busk, og dens gigantiske rod. Op kom den til sidst, han lignede en storvildtjæger, der havde nedlagt sin første elefant.

Der gik et par år inden jeg fik øjnene op for vores have. Det skete samtidig med, at vi fik et stort drivhus og anlagde et par højbede. I drivhuset kunne man i løbet af de første forårsmåneder opsnappe varmen fra solstrålerne, og i løbet af sommeren kom der en frodighed af en anden verden.

Nu tror du måske, at vi nu kun taler om mos og højden på hækken. Næppe. Der er på ingen måde tale om en prydhave. Nærmere sådan et ”børnevenligt morads”. Men det er på samme måde som mange kvinders udseende. Der er gået mange penge og timer med at få den til at se ud, som om den bare ”passer sig selv”. Egentlig kan man også sige, at haver er omtrent ligeså krævende som småbørn. Slapper du af, for at se, om den kan passe sig selv et kort øjeblik, kan du være sikker på, at der er sket ting, du gerne ville have været foruden.  

I virkeligheden betyder det ikke så meget. De fleste jeg kender – både dem med og uden egen have, opfører sig som økologiske køer, der lukkes på græs efter en lang vinter, når foråret først har bidt sig fast med løftet om sommer.

Når I læser denne klumme, håber jeg derfor, at Frøken Tø har indledt et lidenskabeligt forhold til Kong Vinter, så krokus, vintergækker og tulipaner igen myldrer op af jorden og temperaturmåleren har sneget sig et godt stykke over frysepunktet.

Med håbet om varmegrader til alle, rigtig god weekend!

 

Kære Have, skynd dig lige at se sådan her ud igen!