mandag den 20. maj 2013

Barn af speltsegmentet

Tidligere i dag postede jeg et billede på Instagram af mine blege stænger i et par løbesko. Teksten var noget med, at det var så længe siden, at jeg havde været ude at løbe, at jeg faktisk troede skoene var blå, da jeg fandt dem frem.

Det går lidt trægt med at komme i form selvom jeg virkelig godt ved, at jeg burde gå lidt hårdere til værks. Det er som om min tidligere pride and joy, den flade mave, bare ikke rigtig har tænkt sig at komme tilbage, bare ved at jeg henter Haribo-poserne i skabet tilstrækkeligt ofte.

I min blå bog i gymnasiet stod der - udover at jeg havde en meget feminin pillen næse (argh!)- at jeg var den, der mest sandsynlig fik sin egen helsebutik.

Jeg har vist bare altid haft en forkærlighed for den rene vare. Dvs. da jeg var barn, var det min mor, der bagte brændenældeboller og rugbrød af surdej, som føltes så surt, at jeg husket det som om munden nærmest rimpede sig sammen. Det som jeg så som den største treat i hele verden, var den pink spegepølse fra 3-stjernet, som virkede så meget mere appetitlig end den naturlige, brune variant, som hun altid købte. En gang forsøgte hun endda at overtale min far og jeg til at blive vegetarer, men uden nogen synderlig held.

I dag, mange år senere er der ingen tvivl om at min mor var en forløber for speltsegmentet. Hvis I vidste hvor stenhårde boller med alle mulige kerner, hun har bagt til mig (mor, hvorfor må jeg ikke få hvide, bløde boller?), hvor mange hjemmespirede spirer jeg har fået serveret (addr, mor det kan jeg ikke lide!) og hvor lidt sukker jeg har fået i min barndom (mor, hvorfor må jeg ikke få Guldkort ligesom de andre?), så kunne man måske forestille sig, at jeg ville været gået i en hel anden grøft i voksenlivet.

Men nej, på rigtig mange punkter jeg jeg præcis som hende. Jeg bager selv mit rugbrød - dog med væsentligt mindre surdej (mine børn: moar! jeg bryder mig ikke om det), jeg kan næsten ikke bage en bolle uden at smide et ton kerner i (mine børn: moar: Vi kan ikke lide dem, der er for mange kerner i) og jeg kunne aldrig drømme om at købe en pink spegepølse (mine børn: moar! må vi ikke få den pølse der ligner en bamse?). Jeg var endda vegetar fra jeg var 15 til jeg var 18 i et anfald af lige dele stædighed og idealisme.

I dag er jeg selvfølgelig superglad for, at hun insisterede på, at vi skulle spise ordentlige hjemmelavede, råvarer, og at hun eksperimenterede med forskellige ingredienser, uanset hvor lidt jeg brød mig om spirer og mørke boller. Hun har da helt sikkert også en del af æren for at, der i min blå bog stod at jeg selv var en helse-else og at jeg et eller andet sted godt kunne se mig selv gå rundt i fylde hylder op i en økobutik i stedet for at at være bag et skrivebord.

Nå, men hvorom altid er, så prøver jeg nu endnu engang at tage livtag med sukkeret i hverdagen. Det bliver babysteps, og hvis jeg kender mig selv ret, så bliver det fandeme op af bakke. Jeg skal prøve at holde jer opdateret med, hvordan det går, men I skal nok ikke spille på, at jeg klarer det, hvis I skal have penge tilbage.

Måske skulle jeg gå all in og vælge denne tattoo?

6 kommentarer:

  1. Ha ha, jeg kunne ha' skrevet dette indlæg :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis jeg finde en brun øko-bamse-pølse en dag, så kommer jeg personligt og leverer den med et hjemmebagt rugbrød on the side til dig Malou!

      Slet
  2. Jeg hepper på dig! Og ved, hvordan du lider, for jeg er selv i gang. Men jeg må lige indskyde, at et af de bedste råd, jeg overhovedet har fået i kampen mod sukkeret og i min søgen efter at komme i god form, er fra en diætist. Og ja, det lyder kedeligt, men nu har det virket en uge, hvor jeg ikke har svælget i sukker. Jeg har spist et stykke kage og en halv chokoladekiks, og jeg putter stadig sukker i min te (selv om jeg ikke må, siger diætisten, så: scchhh!), men overordnet set har jeg faktisk ikke specielt meget lyst til sukker mere. Alene af den grund, at jeg overholder både måltider og mellemmåltider. Og spiser ret meget til mellemmåltiderne, hvor jeg før nok bare ville have spist en banan.

    Det hjælper lidt på sukkertrangen, at jeg spiser yoghurt - og så må jeg bare æde (tøhø), at det er light. For jeg kan ikke lide smagen af naturel, og jeg kan ikke undvære den søde smag. Plus at jeg drikker det der stevia-sødede Fun. Smager glimrende. Så jeg føler mig temmelig frelst i disse dage. Mine søde tænder falder sandsynligvis aldrig ud, men de kan tilsyneladende holdes i ave. Det havde jeg ikke troet for blot en uge siden ...

    (Og så må jeg i øvrigt hellere komme i gang med at bage mit eget rugbrød. Smager altså bare bedre!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eget rugbrød er så nemt man tror det er løgn. Var ikke specielt vild med min mors da jeg var lille (moar, skorpen er alt for hååååård!!), men jeg ELSKER det nu. Hvis ikke det var fordi mine rugbrødforme var så skodelendige (og jeg er for nærig/doven til at købe nogle nye) så bagte jeg altid selv. Nå, men er da begyndt at bage boller selv. Det er vel en start (men det er i øvrigt pisseløgn at "det er billigere at bage sit eget økobrød end at købe skod nede i netto")

      Slet
  3. Haha herligt indlæg... Jeg husker godt hvordan jeg med undren kiggede når de andre hev røde pølser frem og alßkens añdet;-)

    Rikke jeg endte på en Kenwood Major og elsker den allerede en lille smule;-)
    Klem

    SvarSlet
  4. Ja min far er også en for-spelts-mand. Han gik til vegetarisk madlavning i slutfirserne, og hvad vi ikke fik af linsepateer og selleribøffer er ikke værd at kende. Barneudgaven er mig mente ikke at linsepate i det hele taget var værd at kende.

    Jeg vil i øvrigt gerne med på sukker-med-måde-vognen, lige om lidt når jeg har drukket min cola og spist mine skildpadder.

    FruF

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...