Det obligatoriske "undskyld jeg ikke er her oftere" indlæg

Hvis du har en blog, og i en periode bliver tacklet af hverdagen, der nogle gange bare er en røv, der kaster ekstreme mængder arbejde, vasketøj og - hvis du er haveejer - ukrudt efter dig. Og andre gange er helt utrolig charmerende og lokker med lange dovne eftermiddage i haven, vennebesøg og glade, raske børn foruden virkelig mange afsnit af Vampire Diaries på Netflix, så ved du, at det kan være svært at komme op på hesten igen. For der er pænt mange historier i sådan en dagligdag, og hvordan får man lige dem alle formidlet efter lidt radiotavshed.

Ulempen ved at misligeholde sin digital identitet på sin blog er, at man nemt kommer til at ligge inde med jævla mange kladder i bloggens maskinrum. Kladder som måske har en overskrift og stikord til indhold, men som af en eller anden årsag bare ikke skriver sig selv.

Ja, jeg antager jo nok lidt her, at hvis du er kommet forbi, så er det forbi du enten har Googlet på "kan dovendyr prutte" seriøst, det viser statistikken nogle hits på, eller måske har en lille interesse i at høre, hvad der sker herhjemme. Jeg håber selvfølgelig på det sidste, for på trods af manglende indlæg, så savner jeg det hver dag, og banker jeg mig selv i hovedet med dårlig samvittighed over min manglende tid.

Det går pænt stærkt herhjemme i tiden. Clara og Rosa er begyndt i børnehaven, er fyldt tre år og har smidt bleen siden sidst. Miriam har været på besøg i skolen og har næsten fået rokket sin første fortand løs. Vi har forvirret os selv yderligere omkring hele den her sælge/bygge-til gordiske knude, som vi har fået os viklet eftertrykkeligt ind i og der er charterferie con amore i sigte i sommerferien.

Dertil kommer at jeg vist nok har lovet en af de flinke brugere på Instagram (@campchaos) at jeg ville skrive noget om en skakternet kage, jeg bagte til Clara og Rosas fødselsdag.

Så. Uden at gøre en lang historie endnu længere, så vil jeg bare sige, at jeg håber, I ikke forlader mig helt i min semi-absentia. I'll be back.