Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 10. maj 2013
For nylig trak
min mand og jeg stikket ud fra en hektisk hverdag med fuldtidsjobs,
transporttid, madpakker og vasketøj og tog på en fire-dages tur til et
feriecenter i Nordtyskland med vores tre piger.
Som så mange
andre børnefamilier, er vi dårlige til at komme væk fra vores matrikel og få
nogle andre indtryk. I lang tid var vores ”undskyldning”, at logistikken var
for overvældende med tre børn under fem år. Og det er bestemt heller ingen
underdrivelse, at vi har været spændt hårdt for. Foruden de åbenlyse
praktikaliteter ved at have tre små børn, så ligger problemet ligeså meget hos
min mand og jeg. Af og til skal vi huske
at minde os selv om, at alting ikke handler om arbejde, at betale af på hus- og
billån og at det hvide tøj skal sorteres fra det kulørte inden vask.
Jeg behøver
vist ikke skrive, at vores piger var ellevilde over det lille afbræk fra hverdagen.
De nød 100% opmærksomhed fra os, en fraværende sukkerpolitik og udvidede sengetider.
Vi nød til sammenligning, at det eneste vi skulle holde styr på, var om
badetøjet kunne nå at tørre mellem turene i badeland.
Noget af det
jeg synes var bedst på turen var faktisk ikke, alle de praktiske ting vi slap
for at forholde os til. I stedet var det muligheden for at tilbringe en masse
tid med pigerne. Vi synes, vi kender dem godt og prioriterer at være sammen med
dem, så meget som muligt, men mellem morgenstress og ulvetime er der ikke altid
tid til at dvæle ved deres indbyrdes ligheder og forskelligheder i det daglige.
Miriam på fem,
fik lige pludselig superkræfter, efter hun fik et par dykkerbriller og svømmevinger
på i vandet og brugte imponerende mængder af energi på at udforske evnen til at
have hovedet under vand uden at holde sig for næsen.
Ved første
besøg havde hverken Clara og Rosa meget fidus til konceptet vandland. De sad helst
limet fast på kroppen af os og nægtede kategorisk at få mere end tæerne dyppet
i det lune vand. Men da vi først fik lokket Clara til at tage en tur på verdens
mindste vandrutsjebane, var hun solgt. Rosa lod sig ikke forføre af vandets
fortræffeligheder så nemt og brugte lang tid på at vænne sig til vandet og de
mange lyde. Til gengæld var hun pavestolt, da hun endelig mestrede en
rutsjebane selv.
Da vi tog hjem
igen, var det med nogle af de mest renskurede børn, jeg har kendt. Det varede
knap en time, så havde to af dem overbrækket sig selv og bilen. Jeg slap derfor
ikke for at sende vores vaskesøjle en venlig tanke inden vi var hjemme,
men da det skete, var der ikke noget der
kunne slå mig ud.
Mine forældre
plejer at sige, at hvis der er nogle penge tilbage, når de ikke er her mere, så
er det fordi de har regnet forkert. Jeg synes, det er en dejlig indstilling og
håber, at de får ret. For selvom jeg er helt med på, at man skal sætte tæring
efter næring, så skader det ikke nogen af og til at minde sig selv om, at det
sidste sæt tøj ingen lommer har og at mindet om og udsigten til fælles
oplevelser er noget af det, der giver mental overskud i en travl hverdag.
Rigtig god
weekend!
Meget fint skrevet!
SvarSletTak, jeg tror jeg kan love mine piger, at jeg i hvert fald ikke kommer til at regne forkert ;-)
SvarSletDejligt, dejligt, dejligt med pauser fra hverdagen og tid til at nyde hinanden.
SvarSlet