Det sidste sæt tøj har ingen lommer

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 10. maj 2013

For nylig trak min mand og jeg stikket ud fra en hektisk hverdag med fuldtidsjobs, transporttid, madpakker og vasketøj og tog på en fire-dages tur til et feriecenter i Nordtyskland med vores tre piger.

Som så mange andre børnefamilier, er vi dårlige til at komme væk fra vores matrikel og få nogle andre indtryk. I lang tid var vores ”undskyldning”, at logistikken var for overvældende med tre børn under fem år. Og det er bestemt heller ingen underdrivelse, at vi har været spændt hårdt for. Foruden de åbenlyse praktikaliteter ved at have tre små børn, så ligger problemet ligeså meget hos min mand og jeg.  Af og til skal vi huske at minde os selv om, at alting ikke handler om arbejde, at betale af på hus- og billån og at det hvide tøj skal sorteres fra det kulørte inden vask.

Jeg behøver vist ikke skrive, at vores piger var ellevilde over det lille afbræk fra hverdagen. De nød 100% opmærksomhed fra os, en fraværende sukkerpolitik og udvidede sengetider. Vi nød til sammenligning, at det eneste vi skulle holde styr på, var om badetøjet kunne nå at tørre mellem turene i badeland.

Noget af det jeg synes var bedst på turen var faktisk ikke, alle de praktiske ting vi slap for at forholde os til. I stedet var det muligheden for at tilbringe en masse tid med pigerne. Vi synes, vi kender dem godt og prioriterer at være sammen med dem, så meget som muligt, men mellem morgenstress og ulvetime er der ikke altid tid til at dvæle ved deres indbyrdes ligheder og forskelligheder i det daglige.

Miriam på fem, fik lige pludselig superkræfter, efter hun fik et par dykkerbriller og svømmevinger på i vandet og brugte imponerende mængder af energi på at udforske evnen til at have hovedet under vand uden at holde sig for næsen.

Ved første besøg havde hverken Clara og Rosa meget fidus til konceptet vandland. De sad helst limet fast på kroppen af os og nægtede kategorisk at få mere end tæerne dyppet i det lune vand. Men da vi først fik lokket Clara til at tage en tur på verdens mindste vandrutsjebane, var hun solgt. Rosa lod sig ikke forføre af vandets fortræffeligheder så nemt og brugte lang tid på at vænne sig til vandet og de mange lyde. Til gengæld var hun pavestolt, da hun endelig mestrede en rutsjebane selv.

Da vi tog hjem igen, var det med nogle af de mest renskurede børn, jeg har kendt. Det varede knap en time, så havde to af dem overbrækket sig selv og bilen. Jeg slap derfor ikke for at sende vores vaskesøjle en venlig tanke inden vi var hjemme, men  da det skete, var der ikke noget der kunne slå mig ud.

Mine forældre plejer at sige, at hvis der er nogle penge tilbage, når de ikke er her mere, så er det fordi de har regnet forkert. Jeg synes, det er en dejlig indstilling og håber, at de får ret. For selvom jeg er helt med på, at man skal sætte tæring efter næring, så skader det ikke nogen af og til at minde sig selv om, at det sidste sæt tøj ingen lommer har og at mindet om og udsigten til fælles oplevelser er noget af det, der giver mental overskud i en travl hverdag.

Rigtig god weekend!