fredag den 31. maj 2013

Om evner, overskud og akut dårlig samvittighed

Er der nogen af jer, der kan genkende, at ambitionerne om at holde kontakten med folk, ofte overstiger evnerne til at jonglere kalenderen og få lavet de der aftaler der gør, at man rent faktisk får hinanden set?

På FB så jeg i weekenden, at en af de piger, jeg lærte at kende, da jeg var gravid med Clara og Rosa, havde fejret tre års fødselsdag for hendes tvillingedrenge. Vi fulgte hinanden tæt dengang maverne vokser, og hun var en af dem, der altid heppede på at pigerne ville klare skærene, mens alt så mest sort ud. 

Da vi hver især havde født sunde og raske børn, og måske fordi søvnunderskud og bleernes hobede sig op fik vi ikke holdt kontakten, men jeg følger med interesse med på FB - og hun følger med på bloggen her. 

Da jeg læste, at de havde fejret fødselsdag skrev jeg en kommentar om, at jeg håbede, det havde været en dejlig dag. I den forbindelse skrev vi lidt frem og tilbage, og hun skrev bl.a. at hun troligt fulgte med herinde og var imponeret af mit overskud...

Jeg fik akut dårlig samvittighed, for hvis der er noget, jeg egentlig ikke føler, jeg har vildt meget af, er det overskud. Min ambition med bloggen har aldrig været at portrættere et glansbillede af et liv, med renskurede børn og nybonede gulve. For jeg tror ikke på, at nogen lever sådan et liv - og hvis de gør, så er det på bekostning af noget andet (lad være at fortælle mig det, hvis jeg tager fejl). 

Jeg tror vores liv er præcist ligeså overskudsagtigt og kaotisk som alle andres. Nogle uger - især dem uden sygdom - går det hundrede tusinde mange gange bedre end ugerne med sygdom, tårnende mængder af vasketøj og en arbejdskabale, der bare ikke vil gå op.

Over tid går kabalen sikkert op. Af og til er det sjovere end andre gange, og som pigerne alle tre bliver større, bliver det nemmere at få tid til sig selv - og dermed måske også mere overskud. Der er ingen tvivl om, at i perioder med raske børn, er der plads til at lave andre ting, som fx at tage ungerne med i køkkenet, fordi jeg synes det er hyggeligt - hvorimod, hvis hverdagen føles som en malmstrøm, der truer med at suge os alle fem med ned, så bliver alle tre bænket foran Netflix med en skål et-eller-andet-og-sikkert-meget-usundt hvis det betyder, at der er er et kvarters ro til at lave noget aftensmad. 

Det jeg hele tiden skal huske mig selv på midt i alle spekulationerne om jeg også gør det godt nok derhjemme, på arbejde, blandt mine venner, familie osv. osv. er nogle gange at sende den kritiske jury, der bor i rentetilpassede lokaler i mit baghovedet - og som gladeligt kommenterer på alle mine gøremål - på ferie i stadig længere tidspunkter af gangen og forsøge at forlige mig med tanken om at jeg gør det, så godt jeg kan - under de omstændigheder, der er til stede. 

Og i stedet for at slå mig selv i hovedet med alt det jeg burde, skulle, kunne nå, hvis bare jeg ikke [indsæt-stort-set-alt-der-ikke-indebærer-en-eller-anden-form-for-arbejde], så prøver jeg - og jer, der kan nikke genkendende til overstående - at huske mig selv på følgende:
husk.det.nu.husk.det.nu.husk.det.nu

Engang så nemt, nu noget, der af og til føles som noget helt kriminelt. 

7 kommentarer:

  1. Jeg kan genkende det. Alle tilvalg for mig, er fravalg et andet sted. Jeg har en veninde, vi har kendt hinanden altid, men efter børnene kom, så ses vi virkeligt sjældent. Vores løsning i tyve tretten er blevet, at vi mødes en gang om ugen enten hos hende eller mig omkring kl. 18 og så går vi en rask tur på en time og snakker og får motion. Det er godt. Vi får rørt os og holdt kontakten ved lige og det er 1,5 timer en gang om ugen. Således når vi stadig hjem i ordentlig tid til de mere praktiske gøremål. Det er altid tirsdag eller torsdag og så aftales der med den bedre halvdel, at det er hans vagt med ungerne. Det fungerer godt på flere niveauer og kræver ikke voldsom planlægning eller en hel dag i en weekend, der oftest er spændt hårdt for i forvejen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en god idé, især når man bor tæt på. Jeg har en del veninder som bor et stykke væk - og derfor kræver det lidt ekstra planlægning at ses. Desuden er jeg ikke den store telefonsnakker, så derfor kræver det tid og overskud, når en af os endelig ringer til hinanden, fordi der er så mange ting, der skal fortælles. Til gengæld tror jeg at vi alle har en fælles forståelse af, at sådan er det bare i de her år - og når vi endelig mødes har vi heldigvis stadig masser at tale om. Så hvis bare lysten er til at bevare kontakten, så kan vi altid optrappe besøgene, som vi får tid. Men savnet er der stadig synes jeg.

      Rigtig god weekend!

      Slet
  2. Phewha ja, det kender vi vist alle til, altså os forældre. Det har været op til debat nogle gange, det dér med fremstilling af overskud, og såkaldte "lykkelighedskulisser". Det er bare interessant, hvor forskelligt vi alle ser på det - jeg ser det slet ikke som en overfladisk udstilling af ens misundelsesværdigt nemme tilværelse, men tænker derimod, at bloggene er oaser, åndehuller og frirum, og bag skærmen fortsætter deres liv nøjagtigt som mit (more or less). At alle andre familier er som vores, på godt og ondt, måske med andre værdisæt, men de har sikkert også deres beskidte underhylere til at flyde ude på et nullermændsbefængt lokum, hvor én af ungerne sikkert har glemt at skylle ud (ej, undtagent på det punkt "at skælde ud", det er der HELT sikkert ingen, der kan gøre, ligeså grimt og forkert som mig (...men så alligevel...måske?!)). Okay, verdens længste sætning :-) Anyway, apropos det der med tiden til at få set andre, så lå manden og jeg faktisk den anden aften, og snakkede lidt om, hvor få mennesker vi fik plejet kontakten ordentligt med, og Michael hviskede "ja, så ligger vi her... triste og ensomme... men dog hånd i hånd.." Og så ku' vi alligevel ikk' la' vær' med at grine, og konkludere, at sådan ER det nok bare lige i disse år. Og så fik vi faktisk hanket op i os selv næste dag, og smidt nogle invitationer ud til de savnede, til noget leg og samvær.
    Go' weekend til jer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Trine. Kloge ord :) Det er nok også forskelligt, hvilke behov vi hver især har for at opretholde en facade af at have styr på tingene. Jeg har måske bare altid tænkt, at vi netop ikke osede af overskud, og at jeg ikke har et behov for at beskrive et liv med rene gulve og hvor toiletbrættet altid er slået ned. Samtidig er det også forskellige ting, som vi betragter som overskud. Hvis man ikke kan bage eller sy tøj kan det jo virke som det vildeste overskud, hvis man tager ungerne med i køkkenet eller viser dem med smukt hjemmesyede kreationer. Har man gjort det altid, er det måske bare en hyggelig stund. Jeg er altid imponeret af dem, der nærmest har stilleben af lækkert design stående fremme i deres hjem - især når de har børn. På mig virker det som det vildeste overskud.
      Og jeg ripper jeres gode initiativ med at få inviteret nogle venner. Nogle gange kræver det jo egentlig ikke ret meget andet end en sms :)
      Også god weekend til jer!

      Slet
  3. Åh, hvor jeg kender det. Ugerne bare flyver afsted. Man må prøve at stoppe op engang imellem, men det er svært. I børnehaven idag mødte jeg victors mor, som lige har fået to tvillingedrenge.... Jeg så de søde små bebser i barnevognen pg var bare helt rørt over at mine drenge har været så små. Jeg løftede RUne op for at kigge og han sagde "mor der er mange babyer dernede"... Hehe... Hvornår mon de bliver bevidste om, at se har en tvilling.
    God weekend RIkke
    Kh kristine

    SvarSlet
    Svar
    1. Min kollega har også lige fået tvillinger for nylig. De var forbi med dem på arbejde og jeg kunne næsten ikke huske, hvordan det var at trille rundt med sådan et par små størrelser. Hun måtte lige ind om amme midt i det hele - og var væk i en times tid :D Den del husker jeg meget tydeligt. Clara og Rosa tænker heller ikke over, at de er tvillinger, men det er egentlig også ret sjældent at de hører ordet, da vi aldrig kalder dem det. Jeg tænker til gengæld ofte på, hvornår de begynder at spørge, hvorfor folk ofte kalder dem det forkerte navn.

      Håber I får en dejlig weekend alle fem.

      Kh Rikke

      Slet
  4. Åh ja, det genkender jeg osse kun alt for godt... er dog glad for at se det ikke kun er mig/os, der har det sådan! Det kommer vel igen, når børnene bliver større. Håber jeg. Og indtil da må vi jo have det sjovt med vores børn - det byder hverdagen jo heldigvis også på :D

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...