mandag den 10. juni 2013

Mandagsdessert

Er jeg den eneste, der synes at mandage kan være en lille smule lange at komme igennem - især ovenpå en god weekend, der har budt på gæster, fester og glade unger der har trimlet sig på stranden og i mudder i haven?

Eller måske er det mest mine unger, der synes mandage er lange, fordi de som regel bliver hentet sent. De er sultne og trætte, når vi kommer hjem, og egentlig burde vi måske bare åbne køleskabslågen umiddelbart efter at hoveddøren er lukket og smække noget rugbrød på bordet i en ruf.

Ikke at der er noget i vejen med rugbrød, men det er virkelig sjældent at det er noget ungerne ligefrem ønsker til aftensmad. Men da vejen fra trætte til ulykkelige og hidsige børnehavebørn er pænt kort skal der noget chow på bordet hurtigst muligt.

Mandage er derfor ofte pitabrøds- eller et-eller-andet-med-hakket-oksekød-og-pasta-dag, som sjældent er særlig spændende, men som ungerne som regel inhalerer med gusto. Måske fordi de smager godt - eller også fordi de efterhånden ved at mandag også er blevet dessert-dag hjemme hos os.

Jeg har egentlig altid tænkt, at det var fjollet, at man fik alle de lækre ting i weekenden og resten af ugen skulle man ideelt set leve i streng askese og fornægte alle de søde sager. Den der protestantiske etik, der  ligger så dybt i os, at man skal yde, før man kan nyde.

Måske er det bare mig, der har haft det sådan, men ærligt talt så har jeg brug for at nyde, for at kunne yde. Derfor har vi indført mandagsdessert, som er blevet et kæmpe hit herhjemme.

Det er ikke fordi der er tale om de helt store kreationer herhjemme. Heller ikke nødvendigvis sukkerbomber. En dag var det slags chokoladedessert fra Alpro Soya, som jeg elsker smagen af, en anden gang var det en is fra fryseren. Begge gange var der glade ansigter rundt om hele bordet. Dessert er desuden vildt god til at motivere ungerne til at spise lidt ekstra grønsager - selvom jeg hver gang tænker, at hvis de var gamle nok til at regne den ud endnu, ville de sige de var mætte og gemme ekstra plads til det søde efterfølgende.

Som mandagsdessert i dag købte jeg en bakke nye danske jordbær og lavede denne superhurtige dessert:
Her voksenversionen af mandagsdesserten
med yndlingsdrysset "Raw Liquorice Powder" fra Johan Bülow

Friske bær med yoghurtskum

  • En bakke jordbær
  • En bakke friske hindbær
  • 2 dl fløde
  • 1 dl græsk yoghurt
  • 1/2 -1 tsk vaniljepulver fra fx Urtekram (alternativt vaniljesukker)
  • Sukrin eller sukker til at søde lidt
  • Krymmel, chokoladespåner osv. til pynt

Skyl jordbær og hindbær og dup dem med køkkenrulle. Skær jordbærrene i kvarte og fordel dem sammen med hindbærrene i portionsskåle. Drys bærrene med en smule sukrin eller sukker. Pisk flødeskummet stift. Tilsæt græsk yoghurt og vaniljepulver og vend det let rundt med flødeskummet. Læg et par skefulde yoghurtskum på bærrene og lad ungerne drysse deres egen portion med chokolade eller krymmel.

Enjoy!

4 kommentarer:

  1. Mandagsdessert lyder som en super ide. Vi skal være lidt mere søde ved mandagene, så er de også mere søde ved os :-) God nyde-karma.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Katja - mandage er helt klar bedre, når der er udsigt til dessert :)

      Slet
  2. Fantastisk idé! Den kunne jeg da godt blive fristet til at kopiere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Do it, do it. Kan varmt anbefales for både børn og voksne!

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...