torsdag den 20. juni 2013

Mor, kan du ikke lide børn?


Klumme i Århus Stiftstidende, fredag d. 14. juni 2013

”Mor, kan du egentlig ikke lide børn?” spurgte en af mine veninders børn hende for nylig med gravalvorlig stemme og store, undersøgende øjne. Forinden havde min veninde råbt af hende, pga. et eller andet der var glemt i det øjeblik datteren stillede spørgsmålet. Av, det ramte lige ind i den ekstra bløde plet i hjertet, der bliver leveret til forældrene med storken, sammen med det første barn.

Min veninde kan godt lide sine børn, men jeg kender godt den fornemmelse, hun sikkert havde før datteren stillede spørgsmålet. Mine børn kan drive mig derud, hvor jeg føler mig så magtesløs at jeg brøler med skinger stemme: ”KAN I SÅ HOLDE OP MED AT RÅBE!” Effekten udebliver som regel. Enten begynder de at græde, eller også griner de mig lige ind i mit højrøde ansigt.

Jeg så engang en række udsendelser på tv, hvor kendte kvinder blev interviewet om det at være mor. En af udsendelserne handlede om at blive vred på sin børn. Jeg husker især at skuespilleren Helle Joof, fortalte at hendes datter havde sagt til hende: ”Mor, du får sådan et stenansigt, når du bliver vred.”

Stenansigt, det er jo det er jo et fantastisk malerisk billede på, hvordan en sur mor (og far) ser ud. Med børn kommer nemlig også nemt det strenge udtryk i øjnene, den plovfuredybe rynke i panden og hønserøvsmunden, der samler sig i et spindelvæv af furer og fordybninger omkring smalle, hårde tantelæber. Så man sig selv i spejlet, mens man rasede over at en af ungerne for hundredetusinde gang havde stukket labben ned i mælken eller tegnet på de nye, hvide spisebordsstole, ville man nok stoppe op et øjeblik.

Det kan bare være svært at styre det i øjeblikket. Vi ved jo godt at det ikke hjælper noget, men det er bare nødvendigt at få det ud. Lige indtil man ser ned på store, våde øjne der ikke lige kan regne ud, hvorfor mor lige pludselig ligner en vulkan, der er gået i udbrud og spyer galde ud over matriklen. Og med det samme bliver jeg helt flov, fordi jeg opfører mig som en toårig på (især) mine treårige, til trods for mere end tredive års aldersforskel.

Jeg læser med hos Frederikke, der blogger på hende.dk. For lidt over et år siden besluttede hun sig for ikke at råbe af sine to drenge i 365 dage. Hun valgte at dele sin beslutning med venner og familie, og de velmenende reaktioner hun umiddelbart blev mødt af var: ”Herregud – alle råber da af sine børn en gang i mellem,” efterfulgt af et lille klap på skulderen. Men for hende føltes det ikke som en bagatel, der kunne klappes væk og den dårlige samvittighed forsvandt ikke med de velmenende skulderklap. Det er nu over et år siden hun kastede sig ud i eksperimentet, der ifølge hende har ført en gladere mor med sig og der ikke gungrer af sted som et arrigt næsehorn uden varsel.

Jeg vil ikke love jer, at jeg ikke råber, af mine børn det næste år. Men jeg tænker, at det er værd at gøre forsøget. Hvis ikke i et forsøg på at lære mine børn, at man ikke får andre til at holde op med at råbe, ved selv at råbe, så for at undgå at få permanent stenansigt.

Rigtig god weekend! (jeg har nemlig lang weekend nu!) 

9 kommentarer:

  1. Årh, et godt eksperiment at kaste sig ud i! Men fandme svært, sorry to say. Intet kan gøre mig skuffet over mig selv, som når jeg lader vreden løbe ud i brøl - og det værste er, at min søn jo kopierer mig, og når lillesøster træder ham over tæerne, så brøler han på sådan en rigtig påtaget måde - som i "det-er-sådan-de-voksne-gør" :-Z Men vi arbejder virkeligt på det, og er gode til at ta' over for den anden, når man kan høre, at nu koger det snart over ;-)
    Go' weekend til jer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Trine. Jeg er 100% enig i det du skriver. Jeg ved heller ikke om det her lykkes, men i første omgang prøver jeg lige at se om jeg har andre alternativer, når det normalt går op i hat og briller herhjemme. Det må sgu da kunne lykkes :)

      Slet
  2. sikke et godt indlæg:) tak, lige hvad jeg havde brug for at læse. Råbte sgu lige ad ungerne i morges og følte mig så dårlig over det bagefter. Det hjalp heller ikke så hvorfor egentlig... Jeg kan absolut ikke love jeg kan holde så mange dage men vil ha' dette indlæg i mit baghovedet og forhåbentlig ikke råbe. Nogle dage er det nemmere end andre!

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære MS. Det kender jeg alt til - og jeg er nok også lidt skeptisk over min egen formåen ud i ikke at råbe, men altså, det er sgu heller ikke bagefter man har opført sig som en en to-årig på en tre-årig :) Så here goes. Vi kan jo altid starte forfra, hvis det glipper :) Babysteps...

      Slet
  3. Du kan godt. Det er jeg sikker på. Men det er lorte hårdt. Jeg troede heller ikke, at jeg kunne gøre det, men på en og anden måde så var jeg klar, det var den dag, hvor mine børn sad i sofaen helt klemt op ad hinanden med angst og tårer i deres små øjne og græd så hjerteskærende mens jeg bare brølede videre af dem i mit allerværste truende adfærd. Jeg var parat til at gå min vej, ikke fordi jeg ikke kunne lige dem, men fordi jeg skammede mig og ikke kunne se dem i øjnene.

    Jeg kan stadig skælde ud, men jeg er virkelig holdt op med at brøle og råbe og smøre dem ind i skyld og skam. Det har været hårdt, for jeg skulle lære nye teknikker og jeg får bestemt stadig dage, hvor jeg kan mærke at hele min krop er ved at give efter for at brøle.

    Og som Trine siger, ens børn kopier os. Det gjorde mine børn også, mest Gustav. Hold op hvor han kunne råbe ad sin lillebror på den der måde, hvor jeg bare hørte mig selv.

    En jeg lærte meget af under de 365 dage var min mand (kunne egentlig være, at jeg skulle skrive et indlæg om det), for mænd har ofte en anden tilgang til livet i almindelighed, lidt mere tilbagelænnet og knap så alvorlig.

    Nå men jeg hepper på dig både på de gode og dårlige dage. Du er jo allerede nået langt. Sådan noget ved man bare :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Frederikke. Jeg har dit oprindelige indlæg forrest i hukommelsen, da jeg skrev min klumme - og jeg også at det vigtigste for mig er holde op med at lade mine egne frustrationer kommer til udtryk på den måde, som efterlader alle kede af det - mig selv inklusive. Som du skriver, er det jo ikke det samme som ikke at sætte grænser eller skælde ud for noget, der ikke er i orden.

      Tak for dine tanker, søde ord og hepperi. Det er altid rart med en cheerleader til at holde en i gang!

      Slet
  4. Det er en sej og smuk beslutning du har taget dig. Hepper på dog og tror du kan!

    Jeg er ofte selv blevet dybt inspireret og eftertænksom af Frederikkes indlæg om ikke at brøle af sine børn.

    Forsøger selv at lade være. For det gør ondt i hjerterne. Både børnenes og mit. Jeg falder ikke i brøleriet dagligt, men det sker og det føles så forkert.
    Måske jeg skal kaste mig ud i det og tage udfordringen op for alvor. 365 dage uden råb og brøl?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun er faktisk ret sej hende Frederikke - på flere planer end kun det med at råbe :) Jeg brøler heller ikke dagligt, men måske mere i perioder, og som du synes jeg bare ikke det er fedt. Især fordi effekten udebliver. Og er der ikke noget med at hvis noget ikke virker, så kan man i første omgang prøve at reparere det?

      Slet
  5. Kender det så godt.. Har en enevældig hersker herhjemme på 2 1/2, og han kan virkelig også drive sin mor helt derud hvor blodet koger. Meeen.. Jeg har af princip jeg ikke råber af mine børn. Nok fordi jeg har en nabo der gør det konstant og HØJLYDT. Og det er ikke pæne floskler der kommer ud af hende... Tror på børn lærer af hvad forældrene gør. Ikke sagt som om jeg er hellig, slet ikke, men man har vel ,lov at prøve ;)

    www.blueyedflower.blogspot.com

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...