Klumme i Århus Stiftstidende d. 19. juli 2013
For første gang i flere år skal min familie og jeg ud at
rejse i sommerferien. Vi er i den privilegerede situation, at mine forældre har
inviteret os med til Grækenland i anledning af min mors 60 års fødselsdag.
Ferien er noget vi har set frem til i månedsvis. Pigerne
glæder sig især over at mormor og morfar skal med, at der er swimmingpool og at
de må få is hver dag. Jeg glæder mig til det åbenlyse, at vi skal af sted
sammen, at det er et sted med solgaranti, og at vi for en gangs skyld er flere
voksne end børn.
Jeg er vokset op med charterferier, og husker, hvor spændt
jeg var fra det øjeblik ferien var bestilt til jeg råbte ”kawabungaaaa” og
kastede mig i poolen. Jeg husker især ugerne op til afrejse, hvordan jeg glædede
mig og hvordan jeg prøvede at forestille mig, hvordan det mon ville blive. Da
jeg er enebarn, var jeg især ret optaget af, om der ville være andre børn, jeg
kunne lege med. Jeg husker også levende, hvordan jeg på afrejsedagen stod og
knugede min bamse i lufthavnen og synes det var så synd for alle de børn, der
ikke var så heldige, at skulle ud og rejse.
Som de fleste jeg kender, elsker jeg at rejse. Det er bare som
om det er blevet til mindre og mindre, i takt med at børneflokken er blevet større.
Én ting er økonomien, en anden er logistikken i at have tre børn under seks med
på tur. Men jeg har uden tvivl genfundet et kuld af min barndoms sommerfugle i
maven ved at skulle lidt væk fra ligusterhækken. Og forventningen bliver ikke
mindre af, at det rødbedefarvede skal viftes under næsen på en tolder i år.
Da jeg blev færdig med gymnasiet i slutningen af 90’erne,
kunne jeg ikke vente med at komme ud og opleve verden, sammen med alle de andre
rygsækrejsende. Undervejs talte vi meget om, at vi overhovedet ikke var ligesom almindelige turister, der jo ”bare lod
sig føre som kvæg” og ikke fik nogen autentiske oplevelser med sig hjem – andet
end måske en omgang diarré. Dengang var jeg overbevist om, at charterferien
snart var helt passé som ferieform. I stedet mente jeg, at folk ville dyrke det
frie rygsækliv og selv planlægge rejsen fra A til Å.
Det er vist godt, at der ikke står fremtidsforsker eller
spåkone på mit visitkort, for ovenstående udsagn står ikke helt mål med, at charterferierne
lever i bedste velgående. Ej heller med at jeg i dag, få dage før afrejse,
næsten ikke kan få hænderne ned over, at jeg ikke skal løfte en finger en hel
uge ud over for at hjælpe med at flå papiret af alle de is, mine piger må spise.
Jeg drømmer stadig om at sætte en rygsæk på min familie og
tage væk i længere tid, men hvis jeg skal være helt ærlig, så orker jeg det
bare ikke lige nu, hvor kabalen med at få en hverdag med fudltidsarbejde og tre
små børn ikke altid går op. Derfor glæder jeg mig virkelig til en uge i selskab
med de mennesker, jeg holder mest af her i livet, hvor jeg kun skal bekymre
mig, om pigerne har nok solcreme på, om jeg vil gå én eller to gange i buffeten
og om der er nok ledige solstole.
God sommer!
***
Vi er lige kommet hjem efter en dejlig, dejlig uge på Kreta. En uge, med al den afslapning, det er muligt at suge ud, når man rejser med tre-årige tvillinger (godt de stadig sover til middag...). Men hvor har det bare være helt igennem fedt at rejse sammen. Gid man havde råd til at trække stikket på den måde hvert år. Jeg skriver et indlæg omkring det på et senere tidspunkt. Lige nu har jeg travlt med at holde sommerferie i haven og prøve at geare endnu mere ned uden min puls stopper. Vi ses på den anden side af ferien.
![]() |
Vores udsigt fra lejligheden - billedet gør det ikke retfærdighed. Det var så smukt. At vågne til havudsigt hver dag. Bliss. |
Skønt at læse I også har (haft) en rigtig god ferie! Vi har nydt vores for første gang sådan rigtigt - det er blevet så meget nemmere med nu to på to og en på 4 ½ (ægte, som storemusen siger)...
SvarSletFortsat god ferie :)
Dejligt, at I havde en vellykket tur. Glæder mig til at læse om den :-)
SvarSlet