Jeg – en charterturist

Klumme i Århus Stiftstidende d. 19. juli 2013

For første gang i flere år skal min familie og jeg ud at rejse i sommerferien. Vi er i den privilegerede situation, at mine forældre har inviteret os med til Grækenland i anledning af min mors 60 års fødselsdag.

Ferien er noget vi har set frem til i månedsvis. Pigerne glæder sig især over at mormor og morfar skal med, at der er swimmingpool og at de må få is hver dag. Jeg glæder mig til det åbenlyse, at vi skal af sted sammen, at det er et sted med solgaranti, og at vi for en gangs skyld er flere voksne end børn.

Jeg er vokset op med charterferier, og husker, hvor spændt jeg var fra det øjeblik ferien var bestilt til jeg råbte ”kawabungaaaa” og kastede mig i poolen. Jeg husker især ugerne op til afrejse, hvordan jeg glædede mig og hvordan jeg prøvede at forestille mig, hvordan det mon ville blive. Da jeg er enebarn, var jeg især ret optaget af, om der ville være andre børn, jeg kunne lege med. Jeg husker også levende, hvordan jeg på afrejsedagen stod og knugede min bamse i lufthavnen og synes det var så synd for alle de børn, der ikke var så heldige, at skulle ud og rejse.

Som de fleste jeg kender, elsker jeg at rejse. Det er bare som om det er blevet til mindre og mindre, i takt med at børneflokken er blevet større. Én ting er økonomien, en anden er logistikken i at have tre børn under seks med på tur. Men jeg har uden tvivl genfundet et kuld af min barndoms sommerfugle i maven ved at skulle lidt væk fra ligusterhækken. Og forventningen bliver ikke mindre af, at det rødbedefarvede skal viftes under næsen på en tolder i år.

Da jeg blev færdig med gymnasiet i slutningen af 90’erne, kunne jeg ikke vente med at komme ud og opleve verden, sammen med alle de andre rygsækrejsende. Undervejs talte vi meget om, at vi overhovedet ikke var ligesom almindelige turister, der jo ”bare lod sig føre som kvæg” og ikke fik nogen autentiske oplevelser med sig hjem – andet end måske en omgang diarré. Dengang var jeg overbevist om, at charterferien snart var helt passé som ferieform. I stedet mente jeg, at folk ville dyrke det frie rygsækliv og selv planlægge rejsen fra A til Å.

Det er vist godt, at der ikke står fremtidsforsker eller spåkone på mit visitkort, for ovenstående udsagn står ikke helt mål med, at charterferierne lever i bedste velgående. Ej heller med at jeg i dag, få dage før afrejse, næsten ikke kan få hænderne ned over, at jeg ikke skal løfte en finger en hel uge ud over for at hjælpe med at flå papiret af alle de is, mine piger må spise.

Jeg drømmer stadig om at sætte en rygsæk på min familie og tage væk i længere tid, men hvis jeg skal være helt ærlig, så orker jeg det bare ikke lige nu, hvor kabalen med at få en hverdag med fudltidsarbejde og tre små børn ikke altid går op. Derfor glæder jeg mig virkelig til en uge i selskab med de mennesker, jeg holder mest af her i livet, hvor jeg kun skal bekymre mig, om pigerne har nok solcreme på, om jeg vil gå én eller to gange i buffeten og om der er nok ledige solstole.

God sommer!

***

Vi er lige kommet hjem efter en dejlig, dejlig uge på Kreta. En uge, med al den afslapning, det er muligt at suge ud, når man rejser med tre-årige tvillinger (godt de stadig sover til middag...). Men hvor har det bare være helt igennem fedt at rejse sammen. Gid man havde råd til at trække stikket på den måde hvert år. Jeg skriver et indlæg omkring det på et senere tidspunkt. Lige nu har jeg travlt med at holde sommerferie i haven og prøve at geare endnu mere ned uden min puls stopper. Vi ses på den anden side af ferien.

Vores udsigt fra lejligheden - billedet gør det ikke retfærdighed.
Det var så smukt. At vågne til havudsigt hver dag. Bliss.