Klar, parat skolestart - også for forældre

Nåmmen, så er vi jo faktisk nogen, der officielt har et styk barn, der nu er startet i skole. Sådan rigtigt. Med faste mødetider, tornyster på ryggen, madpakker (åh gru) og skolemælksordning.

Det er jo ikke fordi, vi ikke er blevet gjort opmærksom på, at det ville være en ændring fra børnehavelivet, og at hun nok ville få lidt af et kulturchok.

I virkeligheden er det nok os, der får det største kulturchok. Faste mødetider. Hver dag. Forældreintra (i totalt Tilbage til fremtiden-90'er-design) Forskellige voksne, hvis primære formål er at undervise og stimulere vores børn - ikke at holde forældrene ajour med om poden har hoppet i vandpytter, har fået asfalteksem eller om madpakken er blevet spist.

Jeg har desuden stadig dårlig samvittighed over, at vi - som den eneste familie så det ud til - ikke havde fattet at ungerne skulle have en lille buket blomst med på første skoledag. Typisk Camp Chaos style. Heldigvis var vi omgivet at gode mennesker, som ville give lidt blomsteralmisser til en utjekket værdigt trængende familie. Tror slet ikke jeg er voksen nok til at være forælder til et skolebarn. Hvis jeg ikke engang kan læse en seddel om skolestart, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det bliver, når hun begynder at få lektier for. Vi bliver garanteret sådan nogle der i hast læser lektier ti minutter i afgang om morgenen. Ti år er fandeme lang tid at være på bagkant.


Men jeg kender hende også godt nok til, at vi nok skal få en reaktion. Spørgsmålet er nok nærmere hvornår. Hun har været afsted i knap en uge nu og jeg tror så småt, det er ved at gå op for hende, at det faktisk er alvor det her. Ikke bare noget, vi har talt om, og som har været så tilpas langt ude i horisonten til, at det virkede andet end bare spændende.

Hun er dog en tough cookie og selvom det skinner ud af hende, at der er mange overgange, der er svære at rumme, så hænger hun i. Det hjælper også på mine nerver, at personalet på skolen/SFO'en er så helt igennem professionelle og opmærksomme, at jeg har lyst til kramme dem, hver gang de ser hende og husker hendes navn (blandt nogle-og-90 børn that is). Rookie-skoleforældre som vi er havde vi frygtet, at vi sendte hende ud i til en barsk skæbne, hvor eneste regel i skolegården blandt de knap-seksårige var "survival of the fittest".

Men indtil videre har hun heldigvis kun lært at man kan sjippe derude. I hvert fald tre gange, før jeg snubler! Er jeg ikke sej, Mor?

Jo, du er. Mega sej Miriam. Det skal nok blive godt alt sammen.

Første skoledag blev skyllet ned med en cola,
og besøg på det bedste sted i 8K