torsdag den 10. oktober 2013

Kunsten at huske navne

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 4. oktober 2013

For nylig var jeg ude for at købe tøj til mine piger. I en børnetøjsforretning løb ind i en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Hun gjorde det, jeg altid frygter, når jeg møder folk, jeg ikke kender så godt: Hun hilste venligt på mig med ordene: Hej Rikke!

Den type direkte adressering gør mig altid utilpas, for når andre kan huske mit navn, vil jeg også gerne kunne huske deres. Men chancen, for at jeg kan huske det, er nogenlunde lig nul. Derfor vælger jeg som regel én af to muligheder. Enten at jeg gambler og siger det navn, der først dukker op i mit hoved (sjældent en god idé) eller at jeg smiler ekstra bredt med mit største ”jeg-kan-da-sagtens-huske-hvad-du-hedder” smil, mens jeg mumler et  ”Hej!” efterfulgt at en utydelig lyd, der forhåbentligt minder om et navn.

Personligt synes jeg, det er dejligt, at blive husket, derfor irriterer det mig også voldsomt, at jeg ikke behersker kunsten at huske navne. Til sammenligning har mine børn derimod helt styr på alle navne. Især den største på knap seks kan nærmest recitere legekammeraternes stamtræ i søvne. Jeg kan derfor håbe på, at min egen glemsomhed ikke er gået i arv.

I arbejdsmæssig sammenhæng går det lidt nemmere med at huske, især hvis jeg til et møde diskret skriver navnene ned i den retning, mødedeltagerne sidder placeret.

Et sted, jeg altid er udfordret omkring navne, er når jeg skal til en større fest, hvor jeg kun kender få af gæsterne. Jeg forsøger derfor altid at time det, så jeg kan få sagt hej til værterne  og stille mig som en af de første i ”hilse-køen”. Jeg har nemlig fundet ud af, at det er lidt nemmere for mig at huske, hvis jeg ikke også skal koncentrere mig om at bevæge mig rundt på høje hæle.

Det ville måske være lidt ambitiøst at skulle huske samtlige gæster til fx et bryllup, men et par stykker ville også være helt fint for mig. Løsningen med at skrive navnene ned som til et møde, virker ligesom ikke helt der.

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste, hvis klap går ned, når der er navne involveret. Nogle er helt åbenlyse omkring det og trykker bare hånd akkompagneret af et afmålt nik. Præsenterer man sig med navn, kan man nærmest se glemslens skygge glide hen over øjnene på dem i det øjeblik, navnet er udtalt. Min mor fortalte mig engang, om en bekendt, der havde trykket de endeløse rækker af svedige hænder, mens han nikkede goddag og mumlede ”Røv og Gulvspand”. Der var aldrig én, der havde løftet et øjenbryn og spurgt ”Undskyld, hvad sagde du dit navn var?”

Jeg nærer stadig et spinkelt håb om, at jeg en dag knækker koden til at huske navne. Indtil da undskylder jeg på forhånd, hvis du hilser på mig og kun får et bredt smil og en mumlen tilbage.


4 kommentarer:

  1. Jeg synes i virkeligheden ikke at det er så vigtigt. At man ikke kan huske fremmede eller semi-fremmedes navne. Vi har jo alle sammen så meget om ørerne, at vi ikke kan huske al ting. Og hvis du kan huske mennesket, er det vel også nok.

    SvarSlet
  2. Det kan der da være noget om. Måske skal jeg bare nedjustere forventningerne til mig selv. Det kan der måske komme et indlæg eller ti ud om... Rigtig god dag til dig.

    SvarSlet
  3. I hear you! Så vildt når man står der og stivner...

    SvarSlet
  4. Jeg er så hende, der (næsten) altid husker navne og ansigter - hvilket godt kan være lidt akavet, når man hilser på folk, der tydeligvis ikke har den fjerneste anelse om, at vi har hilst på hinanden tidligere!

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...