Hurra for madordninger!

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til madpakker, og efter vores ældste datter er startet i børnehaveklasse, er mit forhold til dem ikke blevet varmere. To madpakker hver dag til hende, en til hver af tvillingerne og en til mig selv. Fem madpakker, der hver og en føles som langsom tortur at tilberede.

Jeg tager hatten af for dem, der orker at lave andet end to halve med leverpostej og smide et par grønsagsstænger, en pakke rosin og en ostehaps med. Hvor jeg en sjælden gang kan svinge mig op til at sætte et par peberfrugter og cocktailpølser på en tandstik eller pakke en gulerodsstav ind i madpapir, så den ligner en karamel, så giver japanerne den fuld skrue. I Japan har de nemlig en tradition for at lave meget kunstfærdige madpakker, de såkaldte ”bentos”, hvor maden tilberedes i madkassen så den fx ligner små pandaer og bamser. Prøv bare at google ordene ”Japan bento” og se, hvilke lækre billeder, der dukker op.

I Japan er det vist primært hjemmegående mødre, der står for disse overdådige madpakker. Med min madpakke-aversion in mente, tænker jeg, at det må være lidt utilfredsstillende, at have brugt al den tid på en madpakke, hvis den efterfølgende fortæres på få minutter eller ender i skraldespanden, fordi barnet den pågældende dag, kun skulle have en ært for at blive mæt. Men samtidig er det fascinerende, for æstetikken må uden tvivl betyde noget for barnets lyst til at spise maden.

Vores tvillinger går i en børnehave, med en madordning, hvor frokostmåltidet bliver tilberedt i institutionen. Maden er overvejende økologisk og der tilstræbes variation i menuen, så der er lidt for alle smagsløg. Om eftermiddagen skal de selv have en lille madpakke med, til at holde batterierne opladet inden de skal hjem til ulvetime og forældrenes potentielle fantasiforladthed udi aftensmad.

I institutionen spiser mine unger Shrek-suppe (spinatsuppe), lakselasagne og sammenkogte retter uanset mængden af synlige grønsager. Jeg var ved at tabe kæben af overraskelse, da de en dag bad om bulgursalat og en anden gang spinatsauce for det laver køkkendamen og ”det smager bare rigtig godt mor”.

Men der er ikke noget at sige til det. I modsætning til mine flade madpakker bliver sanserne pirret af alle duftene, mens maden laves både i køkkenet og over bål. Børnene hjælper til med at skrælle gulerødder, og de får lov til selv at hælde op, når maden er serveret. Der er bordskik, og de skal smage på maden. De behøver ikke spise det hele, men udgangspunktet er, at de kan få en smagsprøve eller en stor portion. Efter en smagsprøve er det i orden at få rugbrød, hvis de vil det.

Det kan næppe overraske nogen, at jeg er meget begejstret over denne madordning, og at jeg drømmer om at bo et sted, hvor der er en tilsvarende madordning i skolen. Ikke kun fordi jeg er træt af madpakkerne, men også fordi jeg tror på, at det sociale element i et sundt, fælles måltid kan være med til at forme sunde madvaner fremover og ikke mindst sikre sundhed og trivsel i skolerne.

Omkostningerne ved at servere mad i skolerne er høje og sandsynligheden for at dette indføres i alle århusianske folkeskoler nok lig sandsynligheden for, at jeg kommer til at elske madpakkerne.

Godt at det snart er weekend, og at jeg kan glemme alt om madpakker i et par dage.

God weekend!

 Indlægget blev bragt som klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 8. november 2013