søndag den 29. december 2013

Jeg ved noget, der er ENDNU farligere!

Vi kender en allesammen. I ved - ham eller hende, der altid lige har prøvet noget, der er endnu værre, farligere, sjovere… Eller også kender vedkommende en der har. Så mens du fortæller din historie, så kan du nærmest se på vedkommende, at du har talt færdig, og kun venter på at overgå dig.

Jeg kan godt været lidt bekymret for, om det er sådan en datter, vi har fået os.

For lige at skifte emne et kort øjeblik, så kommer de nok ikke bag på nogen forældre, at jeg elsker mine piger. Jeg tror alle forældre elsker deres børn, uanset om de bliver præsidenter eller seriemordere - eller noget midt i mellem. Jeg kan ærligt talt ikke forestille mig ret mange ting mine børn kunne gøre, der ville betyde, at jeg ikke ville se det bedste i dem, og jeg takker hver dag de højere magter for, at de er landet lige her hos os.

Jeg krammer og kysser dem mange gange om dagen. Og jævnligt får de min mave til at gøre krøller på sig selv, ligesom genstridigt gavebånd, og jeg får lyst til at kramme dem, så både de og jeg gisper efter vejret. Det er fx, når deres krøllede små-narcissistiske hjerner folder sig ud og de forholder sig til verden omkring dem. Clara og Rosa er der, hvor de skråler med på julesange. Især Rosa har forelsket sig i "Et barn er født i Bethlehem - og synger lystigt videre: Bæææææætlehæm! Ti glæder saaaaa-ajg RO-O-SA-LEM! Halleluhjah, Halleluuuuuuuuuja!

Sidste lørdag, da vi lige var gået på juleferie, legede alle pigerne sammen om formiddagen. Legen gik mest ud på at smække med dørene i huset, og både Kasper og jeg fór sammen ved hvert brag af frygt for, om der var en, der havde fået smadret et par fingre.

Kasper prøvede at forklare pigerne at, at det kunne være farligt at få smækket en dør over fingrene. Han fortalte med rynkede øjenbryn og nu-fortæller-jeg-noget-farligt-stemme, at han, da han var barn, havde brækket en finger, og havde måttet tilbringe en aften på skadestuen, efter at have fået smadret fingeren i en dør.

Clara og Rosa var aldeles upåvirkede af hvilken lidelse deres far havde gennemlevet og fortsatte deres hærgen akkompagneret af høje børnegrin og slam fra dørene. Miriam derimod, lyttede høfligt og opmærksomt til han var færdig med at fortælle sin grumme fortælling.  Da han var færdig, kiggede hun op på ham med sine store, smukke blå øjne og sagde med gravalvorlig stemme inkl. velvalgt kunstpause:

Mmmm… Okayyy far…. Jeg ved noget, der er endnu farligere! At AFSPORE ET TOG!

1 kommentar:

  1. Okay; tag så den - hvad overgår et afsporet tog?? Hehe, hvor er det sjovt :-D

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...