Til alle os der elsker at hade drillenisser

"Moar! Jeg skal have Nissen med hjem i weekenden!" lød det jublende fra min treårige datter, Clara, da jeg hentede hende fredag eftermiddag i børnehaven. Øjeblikket efter stod hendes tvillingesøster, Rosa, der også og viftede mig om næsen med en nisse og kunne næsten ikke være i sin egen krop af begejstring over dette lykketræf.

Mine tvillingepiger havde begge været så heldige at få børnehavens drillenisser med hjem i weekenden. Udadtil delte jeg deres begejstring, fordi de var så åbenlyst glade, men indeni var jeg ved at gå i panik ved tanken om de nissestreger, som vi nu skulle finde på, mens nisserne var på besøg hos os. Med nisserne følger nemlig en lille bog, hvor de beskriver deres gerninger under besøget.  Når børnene igen har nissen med i børnehaven, har de samling hver dag, hvor der bliver læst op fra bogen om nissens oplevelser.

Det er en rigtig sød og sjov tradition, som alle børnene ser frem til i julemåneden. At få en nisse med hjem booster lige ens placering i det sociale hierarki for en dag. Og når man kun er tre, og det kun er vuggestuebørnene, der rangerer lavere, så er det ikke noget at kimse ad.

Men sød og sjov tradition til trods, så er det en tradition, der skal gøres plads til i et allerede tætpakket december-program. At man aldrig ved, hvornår den kommer på besøg, er bare en del af drillenissens repertoire. Et repertoire, der ofte indebærer natlige udskejelser med husets øvrige legetøj, avispapir i sko, støvler og ærmegab, flormelis med små fodspor i på køkkengulvet for ikke at glemme evergreenen: at farve mælken i køleskabet blå.

Det første jeg plejer at gøre, når pigerne har fået nissen med hjem, er lige at skimme, hvad den har oplevet hos sine foregående besøg. Jo senere på måneden man får den, desto større er risikoen for, at man skal igennem en del detaljerede epistler om, hvilke opfindesomme nissedrillerier, den har praktiseret. Hvis man desuden er ”uheldig” at komme lige efter besøg, der både er dokumenteret med tegninger og billeder, så kan man ligesom godt regne ud, at det nok ikke går med et par sætninger om, at nissen havde været træt, og derfor at havde stillet sig tilfreds med at spille iPad efter børnehave, drak et stort glas vin til aftensmaden og sov igennem hele natten.

Jeg overvejede et kort øjeblik at køre det tunge nisseskyts frem, for lige at hæve barren endnu en tak, men besluttede mig i sidste øjeblik for, at vælge en mere forældresolidarisk stil. Nisserne spiste derfor hverken risengrød til aften eller farvede mælken. Pigerne fik lov til at sove med dem, og om morgenen snuppede jeg dem uset og satte dem med lidt nissejulepynt om en skål med krummerne fra de brunkager, jeg havde fortæret aftenen før. Et voila!

Synes faktisk det var meget smart og lavpraktisk fundet på, og pigerne var meget overraskede over, at nisserne var kravlet ud af sengene og selv havde fundet småkagerne, man ellers ikke må spise af uden mor og fars tilladelse.

Selvom jeg hvert år stresser lidt ved tanken om at skulle agere drillenisse, så indrømmer jeg også hver år nyder deres barnlige glæde over mine beskedne påfund. Den slags glæde smitter nemlig bigtime og jeg får næsten selv lyst til at tro på drillenisser. Så hvis du finder stavefejl i dette indlæg, er det garanteret en sætternisse, der har været på spil.

 

Billedet der ikke fandt vej til nissebogen.
Er lidt i tvivl om Nisseper måske har haft snablen i nisseøllet
grundet hans lidt henslængte holdning.

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 13. december 2013