Speltdiktator - c'est moi?

Jeg tænker på mad hele tiden i øjeblikket. Som i konstant - på den absolut ikke-gravide måde. Og mad som i mad med grønsager. Jeg tror, det er fordi jeg i lang tid faktisk ikke har haft overskud til at tænke på mad - og fordi jeg har spist for ensidigt, så alt på en eller anden måde bare smagte ens.

Men efter jeg har besluttet mig for at skære kød ud af min kost, så har jeg været tvunget til at tænke anderledes, og hvilken øjenåbner for mig.

Fra at have været en smule indifferent omkring aftensmad, fordi vores repertoire var begrænset og kørte på repeat, så er jeg blevet helt inspireret til at prøve at lave nogle nye retter - både til mig selv og til familien. Det er totalt det grønne regime, der er indført herhjemme for mit vedkommende, og det føles meget rigtigt.

Måske har det også noget at gøre med, at jeg stadig kører på med 5:2, og de dage, hvor jeg ikke spiser så meget - fylder mad endnu mere. Så mens maven rumler hen på eftermiddagen dagdrømmer jeg om at sætte tænderne i alt muligt lækkert.

Og hvad med min familie - er de så underlagt en egenrådig speltdiktator, der tvinger dem til at spise sort bønnesuppe (hånden på hjertet - det er det værste jeg endnu har smagt og som har set absolut uindbydende ud, imens jeg har levet grønt. Yikes) og kun putter hummus i skolemadpakken?

Næh.

Mit "projekt" er ikke deres projekt, hvilket jeg har det helt fint med. Så nej, mine børn er ikke vegetarer og jeg har ingen ambition om, at de skal blive det, medmindre de selv vælger det engang. Jeg tror ikke, de tænker over at jeg ikke spiser kødet, da tilbehøret som regel er den samme. Får vi suppe, tager jeg ikke bacon på. Spiser vi kødsauce eller lasagne laver jeg en portion uden kød - eller spiser pastaen med pesto.

Min mand er heller ikke hoppet med på vognen og jeg forsøger heller ikke at tvinge ham til det. Det har heller ikke været meningen. Han siger selv, at han nogle gange synes, det er lidt besværligt, at der skal tænkes i kødtilbehør til ham i stedet for til mig. Det er da heller ikke store, røde bøffer eller stege, der har været serveret flest af herhjemme siden oktober, men hvis han vil have en, så er der i fryseren og jeg kan finde på masser af lækkert tilbehør, som både han og jeg kunne spise til.

Lutter gode sager. Jeg bliver helt glad i låget af alle de farver.

Ikke fra samme dag, som ovenstående - men samme namnam-effekt for mig.

Kan I mærke, at der er ved at gå lidt Helse-Else i mig nu? Det var ligesom der var nogen, der skrev i den der famøse Blå Bog fra gymnasiet. At jeg var den, der var mest sandsynlig til at åbne en helsebutik (der var også nogen der skrev at jeg var fitness-freak... hvad skete der lige med hende?).  For real- det gad jeg vildt godt. Bortset fra at jeg ikke har nogen sans for købmandsskab udover de indfødte jyske gener, hvor man jo gerne prutter om prisen på det hele. Og heller ikke nogen penge til at starte det for, hvilket nok er meget fint ovenstående taget i betragtning.

Jeg overvejer at starte en anden blog ved siden af denne, for at skåne eventuelle læsere, der kommer her forbi for noget andet end mine tilbagevendende behov for at snakke om mad og mad og mad. Og børn i køkkenet. Og pesto. Og mere mad.

Rundstyk - men jeg skrev jo, at jeg ikke tænke på andet end mad i tiden...