lørdag den 8. februar 2014

Køkkenskriverne - mere om børn i køkkenet

Min gode kollega Anne har en rigtig dejlig madblog, der hedder Frøken Annes Køkken. Anne er en af den slags mennesker, der er rigtig gode til at gøre lidt ekstra for andre. Sådan en der fx husker, at jeg elsker pesto og derfor liiige laver en portion til mig, når hun alligevel er i gang.

For nylig lavede Anne et indlæg om, nogle børnevenlige køkkenredskaber, hvor hendes søde niece havde ageret køkkenskriver og prøveklud. Jeg blev superglad, da jeg læste indlægget - ikke pga. produkterne (som vi ellers også har og er glade for), men fordi det er så dejligt at se andre børn, der nyder at være med i køkkenet ligesom mine.

Jeg er ikke hende, der altid henter tidligt i børnehaven og SFO. Jeg finder ikke på alle mulige spændende og kreative ting med dem, og jeg skal virkelig være fyldt af overskud (= nærmest aldrig), for at jeg lige bakser en omgang modellervoks eller trylledej sammen.

Til gengæld har jeg dem ofte med i køkkenet og har haft det lige siden de var helt små. Både alene og hver for sig. Og de elsker det. Ja, det sviner, og ja, jeg fortryder af og til mange gange undervejs, men de er mega-stolte når det lykkes dem, at skrælle en gulerod eller skære peberfrugt i stykker.

Rosa med sin far i køkkenet, da hun var knap et år.
Miriam er ved at være så stor nu, at hun fx kan putte nudler i en gryde med kogende vand og hun har helt styr på, hvordan man laver en guacamole.

Guacamole mesteren
For noget tid siden lavede de en banankage ved fælles hjælp, selvfølgelig under opsyn, men jeg var kun med som konfliktmægler opsynsmand omkring mængder. Æggene slog de selv ud, bananerne mosede de og der blev pisket, slikket på dejkroge og hældt i forme uden indblanding.

Alt sammen er det en del af min masterplan - at de får fingrene i råvarerne, så de ved, hvordan de skal bruges og hvordan de smager OG at de på sigt skal kunne have en mad-dag hver i ugen.

Er dét ikke bare smart? Tre piger = tre x aftensmad på en uge.

Jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor smart det er. At jeg så også lige skal have lært dem at rydde op efter sig, og at det ikke er nødvendigt at efterligne, deres rodehovede af en mor, der ifølge deres far ikke kan lade mad uden at tage samtlige gryder, pander, skåle, skærebrætter og knive frem - det er en helt anden snak. Men hver ting til sin tid.

Mine små cookiemonstre. De har lært, at man skal behandle ting,
der indeholder chokolade med stor ærbødighed.
I virkeligheden tror jeg ikke, det behøver at være et dagsprojekt, at have dem med i køkkenet. Det vigtigste er at der er under opsyn og at man understreger at man ikke må lege i et køkken. Miriam får lov til at bruge de små skarpe urteknive nu, men det er først efter hun er blevet seks - og efter at hun har brugt børneknive i lang tid forinden. Alle tre skræller gulerødder med de skarpe skrællere, men ved også nogenlunde hvordan de skal bruge den - efter at være blevet punket af mig ufattelig mange gange i løbet af deres skrællekarriere.

Får man tics ved tanken om at have børn med i køkkenet, så skal man måske ikke gøre det. Man behøver heller ikke gå all in på at de skal være med til det hele. Nogle gange kan det at få lov til at pille bladene af en majs eller vaske salatblade (meeeeeeget grundigt) være køkkenhjælp nok.

Er du i det helt overskudsagtige hjørne, så giv dem en plastikskål og nogle ingredienser at putte i (mel, vand, salt, krydderier, havregryn mm.) og lad dem smadre lidt rundt i det med en ske. Det holder aldrig op med at være et hit herhjemme.

8 kommentarer:

  1. altså smadre rundt i - Uden at det skal bruges til noget?

    SvarSlet
  2. Ja, jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at sætte tænderne i noget af det de kreerer på den konto ;-P I går lavede vi faktisk trylledej ud fra samme koncept. Det gik over al forventning og de var pavestolte og glade over at få lov til se at røre det sammen. Jeg hjalp med at samle dejen og så var der ellers fri dressur med dejen.

    SvarSlet
  3. Hvor er du god. Jeg magter ikke selv at have dem med, men de rør da i havregrøden, skræller deres egne agurker, og smør deres egne madder - hvis de gider.

    Tror dog at det ville være lidt anderledes hvis de ligefrem lystede at være med, men der er vi ikke, endnu. Hvis vi kommer det.

    For mig er dét totalt overskud, altså at have dem med i køkkenet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nogle gange får jeg pip af blogger. Mine kommentarer har det med at forsvinde ud i cyberspace. Jeg tænker også, at man ikke skal tage dem med uden at man selv har lyst og overskuddet til det. Eller bliver det røvsygt for alle, hvis mor (eller far) alligevel bare står og skælder ud over at ægget landede på bordet og ikke i skålen eller at melposen faldt på gulvet.
      Jeg tror de fleste børn synes om at få lov til at røre forskellige ingredienser sammen, så hvis man orker kan man jo prøve med det. Forsøgte mig med trylledej den anden dag, og det gik faktisk overraskende godt. Og det er lige til at smide ud bagefter :D

      Slet
  4. Hvor hyggeligt... og gid jeg havde mere overskud til at gøre det.... Jeg orker heller ikke (så tit) at lave modellervoks, men jeg er helt sikkert blevet bedre efter børnene er blevet lidt større...
    Men hjælp i køkkenet er bare mega hyggeligt.
    Lad os prøve igen i aften... ;-)
    KH

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maria! Tak for din kommentar. Var lige inde og lure på din blog - det er ikke sidste gang :) Som den cyberstalker jeg er fandt jeg dig selvfølgelig også lige på IG, som du måske har set. Det med at have unger i køkkenet er helt klart nemmere, jo ældre de bliver. Det er også fedt at se, hvordan de bliver bedre til at håndtere råvarer undervejs. Mine tvillinger kan godt skære æbler og peberfrugt ud i størrelser til salat nu, der ikke enten skal spises ved hjælp af pincet og lup eller i mange bidder. Win.

      Slet
  5. Haha, du er velkommen! ;-) Hvem har ikke en lille nysgerrig stalker i maven.... ;-)
    Forleden da mindsten var til overnatning i børnehaven havde jeg solotid med den store på 8, i køkkenet. Det var super hyggeligt - og nemt - og jeg fik superdårlig samvittighed over at jeg ikke gør det noget mere... Hvorfor skal man altid kvæle sig selv med samvittighedsspøgelset....???
    KH

    SvarSlet
  6. Hvor er det sejt med overskud til børn i køkkenet. En egenskab jeg hader, at jeg ganske enkelt ikke besidder.
    Herhjemme er det to piger på 12 og 8, og det vildeste, jeg kan holde ud, er de der kageblandinger fra Amo :-)

    Jeg bliver vældig inspireret af dine madskriverier, især fordi jeg også gerne vil have indført noget mere kødfri herhjemme...

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...