tirsdag den 29. april 2014

Det bliver nemmere med tiden

Indlægget her stammer fra en klumme fra Århus Stiftstidende fra februar 2014. Huset er i mellemtiden blevet solgt. Pigerne synes stadig jeg er en lortemor med jævne mellemrum. I morges truede Miriam med at flytte hjemmefra - når hun blev ni (hun er seks år nu) og jeg måtte ikke få at vide, hvor hun flyttede hen. Men det blev måske et sted i Tyskland. 

Vi skal til at sælge vores hus, der er ved at blive for småt til to voksne og tre børn. I den forbindelse er vi gået i gang med at sælge ud af ting, som vi ikke bruger mere. Især børneudstyr, legetøj de er vokset fra og tøj de er vokset ud af, skifter hænder i denne tid.

I dag kom et par forbi, som gerne ville købe vores tvillingebarnevogn. De havde allerede to børn, ville gerne have et tredje barn – som så viste sig at være tvillinger. Vores piger har ikke brugt vognen i lang tid, og jeg kom til at tænke på den rejse, vi har været igennem de seneste knap fire år, da jeg så vognen med babyliftene i – og hendes gravide mave.

Når folk tidligere har sagt: "Bare vent, det bliver nemmere med tiden " har jeg bare kigget uforstående på dem med opgivelsen mejslet i de permanente bekymringsrynker i panden. HVORNÅR? HVORNÅR BLIVER DET NEMMERE? har jeg haft lyst til at skrige af dem, mens jeg rystede dem i kraven.

Måske er det en slags nemesis, fordi jeg faktisk synes, det det første år som trebørnsmor, var rimelig nemt. Skal love for at jeg har fået lov til at æde mine egne ord mange gange sidenhen. Mellem halvandet og tre-et-halvt år, synes jeg næsten ikke, jeg har opfattet noget af det, der foregik omkring mig.

Men mens jeg i årevis har skrevet masser af indlæg på min blog om, hvor hjernedødt hårdt, jeg synes det ofte har været med tre små børn, så har det være meget anderledes de seneste måneder.

Det er ikke blevet rosenrødt alt sammen. Vores tvillingepiger på tre er gået all-in på ”terrible threes. De kæmper gerne om alt på en måde, så man nogle gange tror at deres hoveder eksploderer af arrigskab. Og med alt, mener jeg ALT. Fra farven på deres strømper til antallet af majs på tallerknerne. Og min døtre lider ikke i stilhed. De smækker gerne med dørene, så de klaprer om ørerne på os, mens de skiftes til at skrige "DUMMME MOOOOOAAAAAR, du er bare en LOOOORT", når jeg fx ikke serverer tyggegummi til morgenmad eller de ikke må låne iPad'en på selvvalgte tidspunkter.

Men i modsætning til tidligere, hvor jeg synes, det var op af bakke, så er det blevet nemmere og sjovere på en mærkbar bedre måde. Og når jeg ikke lige er lortemor, så krammer og kysser de os og fortæller os mig om deres oplevelse af verden, så vi daglig trækker på smilebåndene. Om natten kommer de stadig listende ind i vores seng, og putter sig helt ind til os, mens de fletter deres små tykke fingre ind i vores og falder helt til ro. Er vi på tur, kan de også tilsidesætte egne behov kortvarigt, så det ikke altid ender i skrig og skrål.


Måske er det lige præcis her, andre har været i livet, når de tidligere har sagt ”det bliver nemmere til os”, og der er da ingen tvivl om at i glemslens klare lys virker alting nemmere – og heldigvis for det, for ellers ville de færreste nok få barn nummer to, tre eller fire. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det kan virke altopslugende hårdt, mens det står på. Og familien der købte vores barnevogn skal igennem det hele, og måske mere til, inden for overskuelig fremtid. Jeg håber, at de kommer nemmere gennem, end vi gjorde. Og indtil de er der, hvor vi er nu, kan jeg jo altid slutte mig til koret, der siger ”bare vent, det bliver nemmere med tiden”.

5 kommentarer:

  1. Det er godt at høre! Med en trodsigt skrigende treårig og to hidsige 16 mdrsunger har jeg spekuleret meget over hvornår det mon bliver bedre. Frygter ærlig talt lidt tiden når jeg har to trodsige treåringer :-)

    SvarSlet
  2. Hørt! Selvom mine 2 yngste kun er 2 er det blevet nemmere fordi de begynder at have sprog og kunne meget mere selv. Men det er nok med så meget andet, hver alder har sine nemme og svære sider (her tænker jeg fx på 3 teenagere på samme tid.... :-))

    SvarSlet
  3. He he. Alrune på 8 proklamerede højlydt forleden "DU HAR ØDELAGT MIT LIV!!!" - fordi jeg havde flyttet hendes svømmehold... Oh yeah... livet der, det bliver nok ikke nemmere, bare anderledes.

    SvarSlet
  4. Hov, faldt lige over din blog, og det er da vist mig, du skriver om her...! :) Og tak for handlen – vognen har allerede kørt mange kilometer, og Agnes og Solveig på nu 4 måneder (og deres forældre) er rigtigt glade for den! Det gruer mig, at du ikke synes, det første år med tre små børn var så hårdt som frygtet, men at det bliver værre senere..!

    For hvis man ser bort fra natteroderiet, og at jeg aldrig kan rende længere, end hvad jeg kan nå på 3 timer, inden der skal (dobbelt-)ammes igen, så går det faktisk meget godt. De to ’store’ på 4 og 6 år er nogenlunde selvkørende, og vi synes selv, at vi har godt styr på de to små; ”Vi har jo efterhånden en del erfaring med små børn”, siger vi tit til hinanden og klapper os selv på skulderen… 

    Men vi frygter perioden fra endt barsel til de to små når børnehavealderen. Kender alt for godt diskussionerne om, hvem der har de vigtigste møder på jobbet, hvis børnene er syge. Eller de hektiske morgener med mælk og havregrød overalt, og unger der laver flitsbue på gulvet og må lægges i benlås for at få flyverdragten på.

    At vi alligevel ikke er gået i panik på forhånd skyldes, at vi nu ved, at alt er en fase. Og at vi hver dag fokuserer på de spring, der gør hverdagen lettere (én amning mindre om natten, Rosa på 4 der selv går i bad, Albert på 6, der selv går hjem fra en legeaftale). At vi forsøger at se det morsomme i tingene (dog ofte først bagefter..!). Som da jeg småtudende var nødt til at spise en hel pakke pålægschokolade (ja, en hel!), fordi det var så synd for mig, at jeg kun havde fået 5 timers nattesøvn i intervaller, og begge tvillinger storskreg sig igennem den følgende dag…

    Men ikke mindst er det svært ikke at finde livet en lille smule charmerende, når det der for os skulle have været en nem, lille 3’er, endte med at blive en 3’er og en 4’er! Efter først at være gået i panik og have tudet mig igennem efteråret, med bekymringer om, hvordan jeg fik et spændende arbejdsliv, et socialt liv og 4 børn til at gå op i en højere enhed… Nåede jeg til den konklusion, at det netop er den slags krøller på den lige, planlagte vej, der forhindrer tilværelsen i at blive forudsigelig og kedelig. Og at der derfor ikke var andet at gøre end at tage udfordringen op…!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Martine. Ved ikke lige helt, hvad der sker med min blog - jeg får i hvert fald ingen beskeder omkring kommentarer. Hvor er det bare dejligt at høre, at I alle har det godt. Jeg har kæmpe respekt for forældre med fire børn. De er en gave, hver og en, men også en valid grund til at spise en hel pakke pålægschokolade - med god samvittighed. Ang. om det bliver hårdere senere, så tror jeg at de guder der evt. vogter over forældre med børn er nogenlunde fair. Enten er det benhårdt det første år- og så udjævner det sig - ellers får man et relativt nemt første år og så får mange lige med hammeren bagefter. Clara og Rosa er helt utroligt søde i tiden. De er også vildt irriterende og øretæveindbydende, men jeg griner mere end jeg sukker og græder nu. Langt mere. Og jeg tror du har så evigt ret i dine betragtninger om at livet aldrig bliver forudsigeligt og kedeligt med alle de børn i huset. Min faster bor faktisk i nærheden af jer. De har fire drenge og fik også tvillinger som nr. 3-4. Drengene er alle store nu (de ældste er 17) og de er totalt dejlige alle fire. Sikken gave! Håber virkelig at de første bump på jeres vej snart er ovre og at Agens og Solveig bliver de dejligste, og NEMMESTE inden længe! Skriv endelig til mig på regsen@gmail.com hvis du har brug for at dele glæder eller sorger. Chancerne for at jeg har været der før er der uden tvivl :)

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...