”Ej, mor, det kan jeg ikke liiiii’” udbryder mine pigerne
jævnligt både i kor og på skift når aftensmaden kommer på bordet. Lige så
jævnligt får jeg lyst til at rive mig selv i håret, for selvom jeg er rimelig
eksperimenterende i køkkenet, når det kommer til familiemad, så sørger jeg
altid for, at der er noget på bordet, som jeg ved de kan lide. Eller i hvert
fald troede de kunne lide indtil det
blev serveret.
I lang tid var det et stort hit blandt mine piger på snart
fire og seks år, hvis der pasta vendt i pesto på bordet. Fra den ene dag til
den anden duede pasta ikke længere, medmindre jeg lige ville smække en Shrek-sovs (spinatsovs) sammen til at
akkompagnere dem. Nok er det nemt at lave det, men på ingen måde, noget jeg vil
gøre, når resten af maden står på bordet.
Det kommer efterhånden ikke bag på mig, at mindst en af
pigerne har sadlet om i forhold til deres madmæssige præferencer fra dagen før,
når vi sætter os til middagsbordet. Derfor har vi altid peberfrugt, agurk og
gulerødder i køleskabet og majs på dåse i skabet, da de som regel gerne vil
spise den type grønsager til aftensmaden. På den måde kan vi forældre godt lave
tilbehør som vi kan lide, men som ikke nødvendigvis rammer deres smagsløg..
Min mand og jeg husker med gru, at der blev serveret masser
af udkogte rosenkål, lørdagskyllinger og koteletter i fad, da vi var børn. I det hele taget var der ret meget mad, der
var rodet godt og grundig sammen –gerne vendt i en eller anden form for sovs.
Det var først et godt stykke inde i 80’erne at pasta og hvide ris begyndte at konkurrere
med kartoflen og de lejlighedsvise brune ris hos vores forældre. Pastaen udkogt
og risen al dente, men dog en kærkommen forandring.
Jeg er efterhånden kommet frem til at sandsynligheden for,
at mine børn spiser det, der er på bordet hænger tæt sammen med, hvis de enten
selv har været med til at lave den, eller hvis de selv må vælge det, de vil
have op på tallerkenen. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor børn skal
tvinges til at spise det op, de har på tallerkenen – især ikke, hvis de ikke
selv har øst op. Det er svært at forestille sig, at man nogensinde får et
afslappet forhold til noget man ikke har lyst til, hvis man af flere omgange
har været tvunget til at blive siddende til fx rosenkålen var spist.
VI har ikke den regel herhjemme. Eneste regel er, at de skal
smage på den mad, der kommer på bordet. Det tilbagevendende spørgsmål de får er:
”Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?” Bryder de sig ikke om det,
kan de sige det, og så vælge grønsager og et stykke brød Andre gange beder de
om mere og glemmer, at de først ikke
havde lyst til at spise det.
Mens jeg skrev stikord til dette indlæg, kom jeg til at
tænke på, om jeg nogensinde har hørt en voksen, der i ramme alvor har sagt:
”Mine forældre lavede altid mad, jeg rigtig godt kunne lide!”? Jeg tror det
næppe. Heldigvis bliver de færreste af os ved med at foretrække pasta med
ketchup og grønsagsstænger, og lærer efterhånden at sætte pris på noget af den
mad vores forældre serverede gang efter gang. Måske tilpasser vi den endda til vores
smagsmæssige præferencer, hvilket med al sandsynlighed er den overvejende
grunde til at rosenkål stadig kan købes.
Klumme i Århus Stiftstidende d. 2. maj 2014
Jeg genkender i særdeleshed scenariet. Men hvad har den stakkels rosenkål dog gjort? Den smager fortrinligt og er faktisk en af Astas yndlingsgrøntsager... :-)
SvarSletRosenkål smager dejligt - hvis den bare ikke er udkogt. Og nu er Asta jo en sand pioner og forbillede for andre børn, når det kommer til indtagelse at grønsager :)
SletUklogt pasta, renover jeg husker :) min mor kan stadig hive den ret op ad lommen sammen med semi-kogte grøntsager uden sovs! Fik lige en ide om at lade trunterne øse op selv, det hjælper sikkert på spiselysten :) kh og tak for tippet :)
SvarSletEr noget, ikke renover... Tak stavekontrol :)
SletUh ja, grøntsager uden sovs er virkelig også en klassiker. Eller udkogt blomkål. Mine unger elsker at hælde op selv - og vi har jævnlige tantrums ved bordet, hvis der bliver sagt ordet nej, når #2 er ved at tømme gryden (ja, vi er sådan nogle med gryder på bordet), så der ikke er til #3-5.
SletDet er simpelthen et godt indlæg :) Åh, hvor jeg kender det.... i grunden tror jeg også bare, at man som forælder skal læne sig tilbage og nyde visheden om at de kære unger nok skal få smag for det hele - måske bare i et lidt mere langsomt tempo end vi har planlagt!
SvarSlet