Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?

”Ej, mor, det kan jeg ikke liiiii’” udbryder mine pigerne jævnligt både i kor og på skift når aftensmaden kommer på bordet. Lige så jævnligt får jeg lyst til at rive mig selv i håret, for selvom jeg er rimelig eksperimenterende i køkkenet, når det kommer til familiemad, så sørger jeg altid for, at der er noget på bordet, som jeg ved de kan lide. Eller i hvert fald troede de kunne lide indtil det blev serveret.

I lang tid var det et stort hit blandt mine piger på snart fire og seks år, hvis der pasta vendt i pesto på bordet. Fra den ene dag til den anden duede pasta ikke længere, medmindre jeg lige ville smække en Shrek-sovs (spinatsovs) sammen til at akkompagnere dem. Nok er det nemt at lave det, men på ingen måde, noget jeg vil gøre, når resten af maden står på bordet.

Det kommer efterhånden ikke bag på mig, at mindst en af pigerne har sadlet om i forhold til deres madmæssige præferencer fra dagen før, når vi sætter os til middagsbordet. Derfor har vi altid peberfrugt, agurk og gulerødder i køleskabet og majs på dåse i skabet, da de som regel gerne vil spise den type grønsager til aftensmaden. På den måde kan vi forældre godt lave tilbehør som vi kan lide, men som ikke nødvendigvis rammer deres smagsløg..

Min mand og jeg husker med gru, at der blev serveret masser af udkogte rosenkål, lørdagskyllinger og koteletter i fad, da vi var børn.  I det hele taget var der ret meget mad, der var rodet godt og grundig sammen –gerne vendt i en eller anden form for sovs. Det var først et godt stykke inde i 80’erne at pasta og hvide ris begyndte at konkurrere med kartoflen og de lejlighedsvise brune ris hos vores forældre. Pastaen udkogt og risen al dente, men dog en kærkommen forandring.

Jeg er efterhånden kommet frem til at sandsynligheden for, at mine børn spiser det, der er på bordet hænger tæt sammen med, hvis de enten selv har været med til at lave den, eller hvis de selv må vælge det, de vil have op på tallerkenen. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor børn skal tvinges til at spise det op, de har på tallerkenen – især ikke, hvis de ikke selv har øst op. Det er svært at forestille sig, at man nogensinde får et afslappet forhold til noget man ikke har lyst til, hvis man af flere omgange har været tvunget til at blive siddende til fx rosenkålen var spist.

VI har ikke den regel herhjemme. Eneste regel er, at de skal smage på den mad, der kommer på bordet. Det tilbagevendende spørgsmål de får er: ”Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?” Bryder de sig ikke om det, kan de sige det, og så vælge grønsager og et stykke brød Andre gange beder de om mere og  glemmer, at de først ikke havde lyst til at spise det.

Mens jeg skrev stikord til dette indlæg, kom jeg til at tænke på, om jeg nogensinde har hørt en voksen, der i ramme alvor har sagt: ”Mine forældre lavede altid mad, jeg rigtig godt kunne lide!”? Jeg tror det næppe. Heldigvis bliver de færreste af os ved med at foretrække pasta med ketchup og grønsagsstænger, og lærer efterhånden at sætte pris på noget af den mad vores forældre serverede gang efter gang. Måske tilpasser vi den endda til vores smagsmæssige præferencer, hvilket med al sandsynlighed er den overvejende grunde til at rosenkål stadig kan købes.

Klumme i Århus Stiftstidende d. 2. maj 2014