Stilhed – det evige faresignal

Mine forældre har naboer, der for nylig desværre mistede deres yngste dreng på nitten år efter længere tids sygdom. Til begravelsen var kirken stuvende fuld af venner, familie og bekendte. Efter højtideligheden var alle inviteret med på den lokale kro for at snakke og mindes. Drengens onkel holdt en mindetale, hvor han bl.a. fortalte om sine oplevelser med drengen og dennes storebror. Det lød til at de to brødre fik Emil fra Lønneberg til at ligne en artig skoledreng. Der var gang i den fra morgen til aften og stilhed i deres selskab burde få alle alarmklokker til at ringe. I talen sagde onklen med masser af varme i stemmen, at hvis han fortalte, at de skulle have gæster, og folk spurgte, hvem der kom på besøg, svarede han altid: Vi får såmænd besøg af 1. og 2. Verdenskrig!

Jeg tror ikke ligefrem, at det er det ry, som vores piger har blandt venner og familie, trods et højt aktivitetsniveau. Men det er ikke længe siden, at stilhed i vores hjem før kl. 19 var noget, der med rette burde afføde en vis bekymring. Stilheden involverede nemlig gerne at pigerne legede enten med toiletbørsten, klippede dukkehår eller tømte køkkenskabe.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er stilhed heller ikke noget, der er ret meget af  i vores hjem med et børnehaveklassebarn og tvillinger i børnehavealderen.

Vores tvillingepiger deler et værelse i øjeblikket, da vi er ved at renovere børneværelser. Da pladsen er lidt trang med to store senge, er det sjældent at de leger sammen derinde. Men undtagelsesvist havde de søndag morgen gang i en rigtig god leg derinde, hvor de klædte sig ud og legede far, mor og børn med deres dukker og bamser.

De grinede og havde en dejlig leg, og min mand og jeg kiggede lettede på hinanden. Uden ord bekræftede vi hinanden i, at det var skønt, at de endelig kunne lege godt sammen, uden at vi skulle være der hele tiden som igangsættere og mæglere. Fire år og store piger. Godt nok var de ikke specielt stille, men de legede i det mindste sammen uden at vi skulle intervenere hver andet minut.

Efter en rum tid, kom de ud og ville have et underlag, så de kunne tegne. En af dem kom med to tuscher uden tutter på, at jeg bad hende om at sætte dem på igen. Hvis de ville tegne kunne de gøre det inde i stuen.  Det var de på ingen måde enige i, så jeg gik ind på værelset for at finde tutterne.

Igen burde jeg have været mistænkelig allerede da de kom med tuscher. For de burde slet ikke være på værelset. Den tanke slog ned i mig alt for sent. Da jeg kiggede op igen og rundt i rummet kunne jeg konstatere, at de havde tegnet på alle vegne. Dem selv, sengene, sengetøjet, lagnerne, væggene, madrasser, trægulvet – ja selv den dukke der for et par måneder siden fik en smart korthårsfrisure af en børnesaks. Min smil stivnede og hjertet sank. For hrrrrelvede! Her gik vi lige og slappede af, og så viser det sig, at vi er blevet slået hjem som to ludo-brikker.

Der var ikke så meget andet at gøre end at tage en dyb indånding, tale med lidt store bogstaver til de to Picassoer og finde sprit og klud frem.

De var ikke helt stolte af situationen og forsikrede os, som så mange gange før, om, at det ikke ville ske igen. Den forsikring er nok omtrent lige så sandsynlig, som at vi kommer til at sove til længere end klokken seks ugens syv dage de næste mange år.

Klumme i Århus Stiftstidende 6. juni 2014