Mine forældre har naboer, der for nylig desværre mistede
deres yngste dreng på nitten år efter længere tids sygdom. Til begravelsen var
kirken stuvende fuld af venner, familie og bekendte. Efter højtideligheden var
alle inviteret med på den lokale kro for at snakke og mindes. Drengens onkel
holdt en mindetale, hvor han bl.a. fortalte om sine oplevelser med drengen og
dennes storebror. Det lød til at de to brødre fik Emil fra Lønneberg til at
ligne en artig skoledreng. Der var gang i den fra morgen til aften og stilhed i
deres selskab burde få alle alarmklokker til at ringe. I talen sagde onklen med
masser af varme i stemmen, at hvis han fortalte, at de skulle have gæster, og
folk spurgte, hvem der kom på besøg, svarede han altid: Vi får såmænd besøg af 1. og 2. Verdenskrig!
Jeg tror ikke ligefrem, at det er det ry, som vores piger
har blandt venner og familie, trods et højt aktivitetsniveau. Men det er ikke
længe siden, at stilhed i vores hjem før kl. 19 var noget, der med rette burde
afføde en vis bekymring. Stilheden involverede nemlig gerne at pigerne legede
enten med toiletbørsten, klippede dukkehår eller tømte køkkenskabe.
Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er stilhed heller
ikke noget, der er ret meget af i vores
hjem med et børnehaveklassebarn og tvillinger i børnehavealderen.
Vores tvillingepiger deler et værelse i øjeblikket, da vi er
ved at renovere børneværelser. Da pladsen er lidt trang med to store senge, er
det sjældent at de leger sammen derinde. Men undtagelsesvist havde de søndag
morgen gang i en rigtig god leg derinde, hvor de klædte sig ud og legede far,
mor og børn med deres dukker og bamser.
De grinede og havde en dejlig leg, og min mand og jeg
kiggede lettede på hinanden. Uden ord bekræftede vi hinanden i, at det var
skønt, at de endelig kunne lege godt sammen, uden at vi skulle være der hele
tiden som igangsættere og mæglere. Fire år og store piger. Godt nok var de ikke
specielt stille, men de legede i det mindste sammen uden at vi skulle
intervenere hver andet minut.
Efter en rum tid, kom de ud og ville have et underlag, så de
kunne tegne. En af dem kom med to tuscher uden tutter på, at jeg bad hende om
at sætte dem på igen. Hvis de ville tegne kunne de gøre det inde i stuen. Det var de på ingen måde enige i, så jeg gik
ind på værelset for at finde tutterne.
Igen burde jeg have været mistænkelig allerede da de kom med
tuscher. For de burde slet ikke være på værelset. Den tanke slog ned i mig alt
for sent. Da jeg kiggede op igen og rundt i rummet kunne jeg konstatere, at de
havde tegnet på alle vegne. Dem selv, sengene, sengetøjet, lagnerne, væggene,
madrasser, trægulvet – ja selv den dukke der for et par måneder siden fik en
smart korthårsfrisure af en børnesaks. Min smil stivnede og hjertet sank. For
hrrrrelvede! Her gik vi lige og slappede af, og så viser det sig, at vi er
blevet slået hjem som to ludo-brikker.
Der var ikke så meget andet at gøre end at tage en dyb
indånding, tale med lidt store bogstaver til de to Picassoer og finde sprit og
klud frem.
De var ikke helt stolte af situationen og forsikrede os, som
så mange gange før, om, at det ikke ville ske igen. Den forsikring er nok
omtrent lige så sandsynlig, som at vi kommer til at sove til længere end
klokken seks ugens syv dage de næste mange år.
Klumme i Århus Stiftstidende 6. juni 2014
Åh nej - kunne sprit tage det? Her har vi en fin tegning på en væg i køkkenet (som ikke kan gå af - og måske jeg egentlig er blevet meget glad for den) samt overskæg (!) på alle dukkerne...
SvarSletHaaaaaa-haha! Åh nej, for helved hvor jeg kender flere aspekter i det du skriver. Især med igangsætning, mægling, forklaringer og forhandlinger... ;)
SvarSletIt's funny 'cause it's true. Stilhed bør vække mistanke!
SvarSletDet kender jeg godt. Har en veninde som stod med ryggen til barnet. Barnet siger "prøv at se mor" og lettere uopmærksom siger hun uden at se til barnet "Det er flot skat". Bagefter finder hun så ud af at barnet har overmalet køkkenet med en tusch. Men nu havde hun jo lige rost barnet for at det var flot, så den var ikke nem at blive sur over :-)
SvarSlet