Spis nu din broccoli!

Jer, der trofast har fulgt med på sidelinjen her på bloggen og på min instagram-profil (@campchaos), har nok ikke kunne undgå at opdage, at jeg for det første både elsker mad og elsker at lave mad sammen med mine børn. Jeg vil så gerne lære mine børn gode, fornuftige og overvejende sunde madvaner - uden at det skal være en evig kilde til tænders gnidslen fra både forældre og børn. 

Hver femte uge har jeg muligheden for at udbrede mig om lige netop det jeg gerne vil i den lokale østjyske sprøjte, Århus Stiftstidende, hvor jeg har en klumme i deres fredags-tillæg "Mad og Familie". Disse klummer lægger jeg efterfølgende her på bloggen, og jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at inspirere, skabe interesse for og forhåbentlig skabe debat omkring emnet.

Hvis nogle af jer har ideer til noget i gerne vil læse mere om (og som jeg kan få lov til kloge mig om) - eller gode erfaringer med at have børn med i køkkenet hører jeg rigtig gerne fra jer på regsen(krusedulle a)gmail.com.

*** 

I rigtig mange børnefamilier er aftensmaden evig kilde til konflikter. En krigszone, hvor den ene part, beskyder den anden med broccoli og den anden fører en nådesløs udmattelseskamp, med sammenknebne læber og hovedrysten: JEG.KAN.IKKE.LI’.DET!

Vi kæmper også mange kampe herhjemme over aftensmaden. Mine piger kan godt lokkes til at smage på det vi serverer, men vil jeg være sikker på at de spiser noget, er der en håndfuld retter, jeg ved finder nåde hos dem. Det afholder os ikke fra at prøve noget nyt, velvidende at de nok ikke bryder ud i jubel, men alene for at introducerer andet end pasta og boller i karry for dem.

Jeg var selv virkelig kræsen, da jeg var barn. Maden i mit barndomshjem var en god blanding af traditionelle danske retter og et eksperimenterende hippie-køkken med klidboller, ufarvet spegepølse og rosenkål. Jeg var på ingen måde overbevist om klidbollerens fortræffeligheder, og nød sommerferierne hos min mormor, hvor der var guldkorn og trestjernet spegepølse på bordet hver dag.

Apropos rosenkål. Hvor mange, skyr ikke rosenkål som pesten den dag i dag, fordi den blev serveret udkogt og ildelugtende som eneste tilbehør til kødet udover de tilsvarende udkogte kartofler? Hvor kartoflerne kunne maskeres med sovs og dermed var til at klemme ned, voksede rosenkålen bare i munden og var en lang pinsel at indtage. For spises skulle den, før man måtte rejse sig – ellers var det synd for de sultne børn i Afrika. Ikke engang hunden, der lå på lur efter en godbid, værdigede denne udkogte kugle et blik, hvis man sneg sig til at ”tabe” den på gulvet.

Jeg har i årevis nægtet at tro på, at denne kålplage kunne smage godt - uanset tilberedningsmetode. Jeg måtte tage tilløb i mange år, før jeg gav efter og fandt ud af, at det jo faktisk smager virkelig lækkert, når man bare afholder sig fra at (ud)koge den. Rå, revet i en salat, eller lynstegt på panden og tilsat en smule honning og et nip groft salt, kan man næsten ikke forstå, at nogen kunne finde på at smide dem i en gryde med kogende vand i.

På trods af udkogt rosenkål, så synes jeg min mor havde fat i noget, fordi hun stædigt blev ved med at præsentere os for nye retter, selvom det ville have været meget nemmere at servere afprøvede og børnegodkendte retter på bordet hver dag.

Jeg ville være en lykkelig mor, hvis mine børn, spiste alt det vi serverede uden sammenknebne læber. For ville det ikke være dejligt med børn, der ville med på sushirestaurant, eller kunne spise krydret mad uden at blive panisk over fornemmelsen af noget stærkt i munden?

Det er ikke lige der, vi er, men vi prøver at tage det oppefra og ned og ikke presse børnene til at spise en masse de ikke bryder sig om. Men smage skal de – om ikke andet, så kan de måske lide det om en tredive års tid, når de selv har fået børn og måske skal føre nervekrig om broccolien ved spisebordet.

Indlægget er også bragt som klumme i Århus Stiftstidende, fredag d. 22. august 2014