Min madkultur er bedre end din!

For et par uger siden kunne jeg læse, at fødevareminister Dan Jørgensen (S), havde nedsat en ”Tænketank”, hvis formål er ”at komme med forslag til, hvordan vi kan gøre måltidskulturen i Danmark bedre.” Tænketanken, der har direktør for Landbrug og Fødevarer, Søren Gade, som formand, er desuden repræsenteret af en række prominente navne, der alle klinger velkendt i de mange danskeres ører, såsom Claus Meyer, Christian Bitz og Adam Price. Foruden stjernedrysset er der også en række fødevareeksperter og interesseorganisationer, der i fællesskab skal komme med forslag til, hvordan danskerne kan ændre på deres vaner omkring mad og måltider. Eksemplet der oftest er blevet brugt er argumentet om, at vi har en rig madkultur i Danmark, men alligevel står der alt for ofte ”spaghetti med kødsovs” på de danske middagsborde.

Det første jeg tænkte, da jeg læste dette var, hvorfor er spaghetti med kødsovs blevet prügelknabe? Og hvis spiseborde taler vi egentlig om? Hos mine forældre eller min mormor er det bestemt ikke spaghetti med kødsovs, der bliver serveret mest af. Omvendt tror jeg ikke, jeg kender en børnefamilie, hvor den ikke er på programmet ugentligt. Det er nemt at lave, smager godt og der er en pæn chance for at det glider ned hos ungerne – også uden kamp.

Jo mere jeg læser om tænketanken, jo flere spørgsmål dukker der op, som jeg nysgerrig efter at få svar på? Fx, hvem er det disse nye måltidsråd, skal få til at spise bedre og mere varieret? Hvorfor er der kun tv-kokke, anmeldere og interesseorganisationer med i tænketanken? Hvad med nogle af dem, som ikke har den ”rigtige” madkultur – hvis de er defineret? Og hvis kultur er defineret som vaner, må man så ikke forvente, at der skal lidt mere til end et sæt officielle råd?

Jeg kan rigtig godt lide, at Dan Jørgensen tager emnet madkultur op. Den største fare i projektet er nok, at rådene ikke kommer til at vække genklang hos dem de er tiltænkt. Kritikere mener fx, at dette blot er et eksempel på at ”madeliten, vil presse deres madvaner ned over hovedet på ”os andre” og frelse os med økologi, spelt og råkost”.

Personligt synes jeg ikke, der er noget som helst i vejen ved at ville udfordre vores madvaner. Hvis ingen gjorde det ville vi slet ikke have spaghetti med kødsovs på menuen. Det er især ærgerligt, hvis forsøget på at italesætte danskernes madkultur ender som en ”os” og ”dem”-kamp. Kampen om hvem, der har den rigtige madkultur, hvor vi står i hver vores ringhjørne med korslagte arme og råber ”min madkultur er bedre end din!” til hinanden. 

Der er ingen tvivl om at mad sætter gang i stærke følelser. Hver gang der har været en historie om at en børnehave ikke længerer serverer frikadeller eller leverpostej for børnene, får vi nærmest en kollektiv psykose. Eller da det for nylig faldt mange for brystet her i Århus, fordi Enhedslisten foreslog en ugentlig dag med vegetarmad i offentligt regi.

Men disse reaktioner er netop interessante, fordi det er jo et tydeligt eksempel på, at mad ikke er ligegyldigt for os. Derfor er det efter min ringe mening også alfa og omega at tænketanken lytter til store som små, fattige som rige, børnefamilierne og de ældre osv., hvis de vil gøre sig noget håb om have nogen effekt.

En par spæde ideér fra min egen, personlige enmands-tænketank – absolut uden kendiseffekt – er om man ikke kunne overveje at bruge pengene et helt andet sted? Brug dem til at bringe variationen og de fælles måltider helt ind i institutionerne. Lad børn være med til at dyrke, røre ved, tilberede, smage og gøre sig deres egne erfaringer fra de er helt små. Prioritér sund, varierede mad i skolerne, spis et måltid i fælleskab på tværs af årgange og opprioritér madkundskab gennem hele skoletiden. Opfordr til og støt fællesspisningsaftener i lokalsamfund, hvor man mødes på tværs af et generationer (og kulturer) om et billigt, veltilberedt måltid måske endda af lokale, friske råvarer.

De gode eksempler findes med garanti derude, de skal bare frem i lyset så vi andre kan lade os inspirere. På lidt mindre skala kan jeg kun opfordre til at lave en lille hverdags-madklub med familie eller venner. Ikke noget fancy, bare skiftes til at lav en omgang spaghetti med kødsovs eller noget andet og nemt og nyd hinandens selskab imens!

Ovenstående er en min klumme, der blev bragt i Århus Stiftstidende fredag d. 19. september 2014.