For et par uger siden kunne jeg læse, at fødevareminister
Dan Jørgensen (S), havde nedsat en ”Tænketank”, hvis formål er ”at komme med
forslag til, hvordan vi kan gøre måltidskulturen i Danmark bedre.” Tænketanken,
der har direktør for Landbrug og Fødevarer, Søren Gade, som formand, er desuden
repræsenteret af en række prominente navne, der alle klinger velkendt i de
mange danskeres ører, såsom Claus Meyer, Christian Bitz og Adam Price. Foruden stjernedrysset
er der også en række fødevareeksperter og interesseorganisationer, der i
fællesskab skal komme med forslag til, hvordan danskerne kan ændre på deres
vaner omkring mad og måltider. Eksemplet der oftest er blevet brugt er
argumentet om, at vi har en rig madkultur i Danmark, men alligevel står der alt
for ofte ”spaghetti med kødsovs” på de danske middagsborde.
Det første jeg tænkte, da jeg læste dette var, hvorfor er
spaghetti med kødsovs blevet prügelknabe? Og hvis spiseborde taler vi egentlig om?
Hos mine forældre eller min mormor er det bestemt ikke spaghetti med kødsovs,
der bliver serveret mest af. Omvendt tror jeg ikke, jeg kender en børnefamilie,
hvor den ikke er på programmet ugentligt. Det er nemt at lave, smager godt og
der er en pæn chance for at det glider ned hos ungerne – også uden kamp.
Jo mere jeg læser om tænketanken, jo flere spørgsmål dukker
der op, som jeg nysgerrig efter at få svar på? Fx, hvem er det disse nye
måltidsråd, skal få til at spise bedre og mere varieret? Hvorfor er der kun
tv-kokke, anmeldere og interesseorganisationer med i tænketanken? Hvad med
nogle af dem, som ikke har den ”rigtige” madkultur – hvis de er defineret? Og hvis
kultur er defineret som vaner, må man så ikke forvente, at der skal lidt mere
til end et sæt officielle råd?
Jeg kan rigtig godt lide, at Dan Jørgensen tager emnet
madkultur op. Den største fare i projektet er nok, at rådene ikke kommer til at
vække genklang hos dem de er tiltænkt. Kritikere mener fx, at dette blot er et eksempel
på at ”madeliten, vil presse deres madvaner ned over hovedet på ”os andre” og
frelse os med økologi, spelt og råkost”.
Personligt synes jeg ikke, der er noget som helst i vejen
ved at ville udfordre vores madvaner. Hvis ingen gjorde det ville vi slet ikke
have spaghetti med kødsovs på menuen. Det er især ærgerligt, hvis forsøget på
at italesætte danskernes madkultur ender som en ”os” og ”dem”-kamp. Kampen om hvem,
der har den rigtige madkultur, hvor
vi står i hver vores ringhjørne med korslagte arme og råber ”min madkultur er
bedre end din!” til hinanden.
Der er ingen tvivl om at mad sætter gang i stærke følelser.
Hver gang der har været en historie om at en børnehave ikke længerer serverer
frikadeller eller leverpostej for børnene, får vi nærmest en kollektiv psykose.
Eller da det for nylig faldt mange for brystet her i Århus, fordi Enhedslisten
foreslog en ugentlig dag med vegetarmad i offentligt regi.
Men disse reaktioner er netop interessante, fordi det er jo
et tydeligt eksempel på, at mad ikke
er ligegyldigt for os. Derfor er det efter min ringe mening også alfa og omega
at tænketanken lytter til store som små, fattige som rige, børnefamilierne og
de ældre osv., hvis de vil gøre sig noget håb om have nogen effekt.
En par spæde ideér fra min egen, personlige enmands-tænketank
– absolut uden kendiseffekt – er om man ikke kunne overveje at bruge pengene et
helt andet sted? Brug dem til at bringe variationen og de fælles måltider helt
ind i institutionerne. Lad børn være med til at dyrke, røre ved, tilberede,
smage og gøre sig deres egne erfaringer fra de er helt små. Prioritér sund,
varierede mad i skolerne, spis et måltid i fælleskab på tværs af årgange og
opprioritér madkundskab gennem hele skoletiden. Opfordr til og støt
fællesspisningsaftener i lokalsamfund, hvor man mødes på tværs af et
generationer (og kulturer) om et billigt, veltilberedt måltid måske endda af
lokale, friske råvarer.
De gode eksempler findes med garanti derude, de skal bare
frem i lyset så vi andre kan lade os inspirere. På lidt mindre skala kan jeg
kun opfordre til at lave en lille hverdags-madklub med familie eller venner.
Ikke noget fancy, bare skiftes til at lav en omgang spaghetti med kødsovs eller
noget andet og nemt og nyd hinandens selskab imens!
Ovenstående er en min klumme, der blev bragt i Århus Stiftstidende fredag d. 19. september 2014.
Jeg ved ikke, om Danny-boy læser Stiften (det kunne man jo håbe) - jeg synes, du skal sende den til ham. For en sikkerheds skyld. For det er rigtigt, det du skriver: Virkeligt sært at være så kendis-orienterede.
SvarSlet