torsdag den 25. september 2014

Vogt dig for inkvisitionen

Ja, nu er det næsten oplagt at skrive et par bevingede ord omkring "solsorte-gate", hvor Louise Sonne fra Vores Børn, gennem den seneste uge er blevet beskyldt for det alle forældre frygter - nemlig at blive hængt ud som pædofil pga. en klumme hun har skrevet for sit magasin om en uskyldig leg med sin søn. Ærlig talt er det egentlig skræmmende, hvor hurtigt selvudråbte "Dydens Vogtere" hvæsser høtyvene og lader sig inspirere af hinanden, så et kommentarfelt løber over med ord som "incest", "pædofili", "sygt", "skal fyres" og yada yada yada.

Jeg bakker 100% op omkring Louise, og håber, at dette stormvejr snart letter for hende. For satan (som Clara ville sige, når noget er lige lidt for vildt), det kan på ingen måde være rart at være ugens offer. I øvrigt vil jeg anbefale jer, at læse dette fantastiske indlæg hos Nutidensmor om sagen. Hun har en skarp pen og tegner tilsvarende godt.

***
Den inkvisition jeg egentlig vil skrive om, er ikke mindre insisterende, end den der jagter Louise. Men i modsætning til førnævnte har denne inkvisition faktisk noget af have deres påstande i.

Har du børn, der tegner, maler, laver perleplader, laver rainbow looms, sømmer brædder sammen, laver kunstværker ud af ler, samler små og store grene, sten, kastanjer, insekter, blade m.m. og gladeligt giver dem til dig i en lind strøm? Hvis ja, så er du måske i enkelte tilfælde, kommet til at smide nogle af de, ellers utroligt kunstneriske kreationer i skraldespanden (naturligvis ved et frygteligt uheld)? Hvis du endnu ikke har begået denne fodfejl, så har jeg her et par fifs til, hvordan du minimerer risikoen for at din fodfejl bliver opdaget, når det sker (og ja, det kommer til at ske).

Det bedste råd jeg kan give dig er: Skjul alle spor!

Du er nødt til at tænke i "a perfect crime" hver gang, for før eller siden bliver du sløset, fordi du tror du er snu og aldrig bliver afsløret. Flere gange har barnet måske stillet sig tilfreds med et venligt "det ved jeg desværre ikke skat, har du kigget i bunkerne på dit værelse" på spørgsmålet om du har set et bestemt mesterværk/pind/stensamling/perleplade (her ved jeg godt, at der ligger et slet skjult hint til barnet om, at det bør rydde op. Det kan du ligeså godt spare dig forsøget, børn forstår - ligesom mænd - ikke hints).

En effektiv afledningsmanøvre er, at tilbyde at hjælpe med at finde tingen. Det minimerer i øvrigt sandsynligheden for at de mistænker dig, for at have skilt dig af med den, hvis du tilbyder at lede ca. fem minutter i sengetid. En anden med lidt mindre succesrate er at tilbyde, at I kan lave eller finde en ny på et andet tidspunkt. Denne anden taktik virker primært på mindre børn, da de fra ca. 5 år ikke mener at deres geni-streg kan genskabes/findes igen. Alt er unika og den tilknytningen har nærmest episke dimensioner, derfor er det en god idé at afsætte lidt ekstra på børneopsparingen til psykologtimer senere hen.

Hvis du ikke bukker under og bekender al skyld med det samme, kan jeg garantere dig, at du begynder at svede på et eller andet tidspunkt i deres forhør, for der er ingen som børn, der kan stirre anklagende på dig uden at blinke eller vige blikket. Og har de først bidt sig fast, er det nærmest ikke til at ryste dem af sig igen.

Bliver man tilpas presset kan du vælge at ty til en afledningsmetode, der altid virker. "Ej skat, har du ikke lyst til en vingummi?" Det har de sjovt nok altid, men selvom de aldrig kan huske, hvor deres hjemmesko er i børnehaven eller gymnastikposen i skolen, så glemmer de aldrig en forsvundet ting og genoptager forhøret ufortrødent, når slikket er slugt.

Men på trods af at du måske er sluppet afsted med din taktik om at minimere bunkerne af kreationer, så er det sikkert som en regnvejrsdag i september, at en dag finder barnet sin gave til dig og begynder at udfritte dig, om hvordan det er den er havnet under resterne af aftensmaden?

Det sker, at du kan tørre den af på din mand, og på den måde se ham vride sig, når han kæmper for at undgå jeg-er-skuffet-over-dig-blikket fra sit barn. Selvom dette kan være underholdende nok, så er det ikke en metode, jeg vil anbefale særligt ofte. Man må vel være sine handlinger moden?

Nå, men uanset om du bukker under for mini-Hercule Poirot eller Miss Marble juniors forhørsmetoder eller endnu engang flyver sikkert under radaren, så vil du nok på et tidspunkt vakle og seriøst overveje, om det er det værd? Om du ikke bare burde lave (endnu) en kasse med memorabilia og lægge alle gaver deri?

Men det er det værd. Alternativet er at du inden for få år kommer til at bo i en veritabel bunke af kreationer af varierende kvalitet. Og kastanjedyr kan faktisk slet ikke holde sig ret lang tid uden at rådne. Jeg taler af erfaring.

Claras første selvportræt er til gengæld en keeper,
som ikke er i fare for at blive sendt på forbrændingen. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...